Kære pige på 14 år.
Det lyder som noget af et dilemma, du har. Og jeg kan godt forstå, at du er i vildrede.
Det lyder måske lidt klichefyldt, men mit råd er simpelthen, at du må prøve at være ærlig overfor din kæreste. Hvis du ikke er klar til at være i et forhold, så må du fortælle ham det. Du kan sige at det handler om dig, og ikke om, at han ikke kunne være en god kæreste. Det vil muligvis gøre ham ked af det til at starte med, men på den lange bane, vil det være bedst for jer begge to. Hvis han vil have en kæreste, er det jo også bedre, at han kan finde én, som også vil være kærester med ham.
Du kan selvfølgelig godt nævne, at du håber, I kan være venner efterfølgende, men på den anden side, må du også være forberedt på, at han måske ikke har lyst til det, hvis han hellere vil være kærester. Og det må du respektere. Men jeg håber selvfølgelig for jer begge, at I kan blive ved med at være gode venner!
Gå efter det, du føler for. Du skal ikke være kærester med en person, som du ikke har følelser for, eller for at gøre ham glad. Det er aldrig nemt at tage beslutningen. Og det er endnu sværere at sige til en man holder af, at det ikke skal være os to. Men det er vigtigt, at man lytter til sig selv og handler på, hvad man føler, for på den måde forbliver man tro overfor sig selv og andre.
Jeg håber, du kan bruge mit svar. Og ellers er du også velkommen til at ringe eller skrive på 116 111, hvor vi kan snakke mere om det, hvis du skulle have lyst.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen