Kære pige på 15 år,
Jeg forstår godt, at det kan være svært med al den opmærksomhed. Selvom det for nogle måske er et luksusproblem, så kommer det for dig til at betyde, at du skal afvise mange og samtidig være meget stærk for ikke at falde i. Derfor forstår jeg også godt, at du ser det som et problem.
Når man oplever at blive fristet i et parforhold er det ofte en god idé at stoppe op og tænke sig grundigt om. Der kan nemlig være mange årsager til, at man bliver fristet og får lyst til at være sammen med en anden. Er det måske fordi man er sammen med den forkerte? Er det fordi man er begyndt at kede sig lidt med den anden? Måske man ville have det bedre i et åbent forhold? Det kan også være, at det handler om, at man ville have det bedre som single.
Mange tror, at det bedste altid er at have en kæreste. Men det passer ikke. I nogle perioder kan det faktisk være federe og passe bedre at være single. Når man er single er man fri på en helt anden måde end når man er i parforhold. Det betyder selvfølgelig ikke, at man som single ikke har et ansvar for dem man er sammen med og deres følelser. Men man har lov til at være sammen med dem man vil, så længe man er ærlig omkring det.
Du skriver, at den anden fyr er så god mod dig og behandler dig godt. Det forstår jeg godt, at du er tiltrukket af. Det er dejligt at blive behandlet med respekt og kærlighed. Måske din kæreste ikke er helt så god til at give dig opmærksomhed, som den nye fyr? Måske din kæreste var bedre da i først startede med at være sammen?
Når man er nyforelsket er man meget opmærksom på den anden behov. Derfor prøver man hele tiden at gøre den anden glad. Men tit er det sådan, at lidt af fokusset forsvinder efter noget tid. Man bliver måske mere sikker på, at den anden elsker én og derfor går man ikke op i de små ting mere. Det betyder ikke, at man ikke elsker hinanden eller passer sammen. Det kan bare være helt umuligt, at have et liv ved siden af sin kæreste, hvis man ikke kan tænke på andet. Det kan være, at du kan genkende det i jeres forhold?
Hvis du savner opmærksomhed tænker jeg, at det kan være en god idé at tale om det med din kæreste. Måske han også savner noget, som du ikke giver ham for tiden? Det kan være, at en samtale kan ændre tingene for dig. Måske du finder ud af, at I er vokset fra hinanden. Måske ikke. Jeg tror på, at I er nød til at tage samtalen under alle omstændigheder. Et parforhold handler om, at kunne stole på hinanden og efter dit kys, kan det være, at der er noget tillid der skal genopbygges. Samtidig med, at du er nød til at fortælle ham, hvis du savner noget, og hvad det noget er.
Det er selvfølgelig en svær samtale at have, og måske især at starte. Derfor tænker jeg, at du først skal prøve at tale med en ven eller måske en voksen om det. Ofte er tingene lidt tydeligere for én, når man taler med andre om det. Måske du kan komme i tanke om én du stoler på, som kunne være god at tale med? Mange prøver at være forelsket i to. Derfor skal du heller ikke være flov over, at tale med andre om det.
Jeg forstår godt, at du gerne vil have dem begge. På den måde går du jo ikke glip af noget. Men det er desværre ikke fair overfor dem, hvis de helst kun vil være sammen med dig, og have dig for sig selv. Derfor tænker jeg, at du er nød til at træffe en beslutning.
Måske er beslutningen at blive med din kæreste. Måske at være sammen med den anden. Eller måske er beslutningen at være single i et stykke tid. Det kan jo være, at det giver dig en frihed, som du i virkeligheden manglede til at udforske al den opmærksomhed du får.
Jeg håber, at mit svar har kunne hjælpe dig til at tænke lidt dybere over tingene. Det kan også være, at du er kommet tættere på den rigtige beslutning. Det håber jeg.
Du kan læse mere om kærlighed her
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen