Kære du
Tak for dit brev til brevkassen. Hvor er det dejligt for dig, at du har fået en super dejlig kæreste. Jeg håber mit svar til dig kan give nogle ideer til, hvordan I kan snakke sammen.
Det er ikke helt klart for mig, hvad det betyder når du skriver, at før i tiden kunne I snakke om alt mellem himmel og jord. Jeg gætter på, at du mener, at I kendte hinanden inden I blev kærester og det var der I kunne tale om alt. Det håber jeg er rigtigt forstået?
Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at det er meget normalt, at når man er blevet kærester, at det måske kan være lidt pinligt, at tale sammen. Måske fordi man har lidt mere på spil - det er blevet vigtigere for dig eller din kæreste, hvad man siger. Måske er man bange for, at komme til at sige noget forkert, eller for, at den anden syntes det lyder dumt – ikke fordi det er det den anden tænker, men fordi det er blevet mere vigtigt for en, at den anden synes godt om en – er det mon noget du kan genkende? Det kan også være, at du slet ikke har det sådan, men at din kæreste måske har det sådan? Hvis det er derfor så tænker jeg, at når I har været kæreste lidt længere tid, og er blevet mere trygge ved hinanden, så får I mere ro på og jeres snakke igen kan handle om alt mellem alt mellem himmel og jord. Måske kan du prøve at snakke om alt mellem himmel og jord igen, og se om han er med på at snakke på den måde igen?
Noget andet jeg kommer til at tænke på er, at man måske taler mere sammen – altså måske taler I sammen hver dag nu? Hvor I bare var venner, der talte I måske kun sammen i klubben, og måske kun et par gange i ugen? Hvis det er sådan, så er det meget naturligt, at jeres samtaler er kortere, men flere sådan lidt hele tiden og det derfor kan føles som om, at samtalerne ikke er det samme – giver det mening?
Du skriver og vil høre om, hvad man kan tale med hinanden om. Jeg tænker om det er en idé, at du i dit hoved gennemgår de samtaler i allerede har haft. Var der noget i snakkede om, da I talte sammen om alt mellem himmel og jord, som I kan tale om igen? Var der noget af det han eller du sagde, der har ændret sig, en nyhed måske? Eller kan en mulighed være, at når i har sms’et om hvad I laver, høre, hvordan hinandens dag har været? Er der sket noget spændende, sjovt eller noget træls? Måske spørge om, hvad synes du om....? En anden mulighed kan være at se en film sammen og tale om den bagefter? Var den god eller dårlig? Hvorfor var den god eller dårlig? Var der noget i filmen som fik dig eller ham til at tænke på noget andet? Hvorfor blev du/ham mindet om det? I kan også gå en tur sammen og tale om de I ser?
Jeg har en idé om, at når man oplever ting sammen så kommer der flere emner og minder at snakke om fx ”kan du huske den gang vi….” Kan en mulighed være, at I finder noget I kan lave sammen, som I begge synes er spændende og interesserer jer for?
Til sidst skriver du og vil høre om, hvornår man skal have sit første kys efter man er blevet kærester. Jeg tænker, at I kan kysse når i begge føler I har lyst og er parate til det. Der er ikke noget bestemt tid for, hvornår det er for tidligt. Det der er vigtigt er, at I gør det når I begge har lyst. For at finde ud af det, er det måske noget I kan tale? Det kan måske nogle gange være lidt svært at tage det første skridt eller spøger om – mon det er noget I kan sms'e om?
Jeg håber mit brev til dig, har givet dig nogle ideer til, hvordan I kan tale sammen – hvis ikke er du velkommen til at skrive ind igen, sms, ringe eller chatte til BørneTelefonen på 116111
Mange hilsner fra BørneTelefonen