Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvad skal jeg gøre?

Hej,

jeg er en pige på 14 år,

jeg går i 8. klasse og har et lillebitte problem, med dem som jeg bliver forelsket i,

jeg har en tendens til at falde for dem som er en del ældre end mig selv

Jeg er “forelsket” i min lærer, og det har jeg været siden 7. klasse.

I min klasse får vi en masse praktikanter lige her for tiden, og der er en som jeg bare er helt væk i,

vi har haft ham i 4 uger, og jeg er helt væk i ham, allerede.

Så har vi en vikar, som vi nærmest altid har for vores lærere hvis de er syge, og ham er jeg også helt væk i!

Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker for mig og de ældre, jeg kan bare ikke lade vær!

Jeg har ikke sagt det til nogen, heller ikke mine veninder.

Jeg ved simpelthen ikke om der er noget jeg kan gøre for at lade vær med at falde for dem, der er bare et eller andet som tiltrækker mig.

Jeg er specielt helt vild med vores praktikant, han er så dejlig, og han sad med mig i dag i over 30 minutter for at hjælpe mig med engelsk stil, og vi har ham ikke engang til engelsk, og han er bare så sød, og lidt nørdet og det er jeg SÅÅ vild med.

Jeg kan også specielt godt lide den måde han spørger ind til ting, han gør det på en helt speciel måde.

Min lærer er sku også helt tip top, han er SÅÅ tiltrækkende, og jeg elsker når han hjælper mig, og han er så blid i sin stemme, og laver sjov med os, og spørger ind til ting (ligesom praktikanten) Og jeg tror sku jeg er forelsket i ham, han er så dejlig..

Jeg ved sørme ike hvad jeg skal gøre for at stoppe, jeg tænker på dem i min hverdag, specielt om aftenen..

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,

Tak for dit brev. Jeg kan slet ikke lade være med at smile, for du virker som sådan en frisk pige. Du har gå-på-mod og du er dygtig til at give mig et billede af din situation. I dit brev beskriver du, at du bliver ved med at falde for nogen der er meget ældre end dig selv. Lige nu er du helt væk i praktikanten, men du skriver også at både din lærer og klassens vikar er tiltrækkende.

Jeg kan godt forstå det føles forvirrende at være forelsket i klassens praktikant/lærer/vikar. Jeg tænker dog at det er meget naturligt, og jeg ved at der er utrolig mange der oplever det samme som dig, når de når teenagealderen. Man bruger jo meget af sin hverdag med ens lærere og kan nemt blive fascineret og imponeret, hvis ens lærer er dygtig til sit fag, har god humør eller viser at man er noget særligt.

Jeg tænker at det er det sidste, der er sket, når du nævner eksemplet om hvordan praktikanten forleden sidder og hjælper dig i 30 minutter. Du nyder hans opmærksomhed og hans interesse i dig og din engelske stil. Tilmed synes du, at han er nørdet på en tiltalende måde. Jeg tænker at det er helt naturligt, at du bliver smigret over at praktikanten bruger så langt tid på at hjælpe dig. Han er opmærksom og hjælpsom, det gør at du føler dig særlig. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på det måske mere er en fascination end forelskelse – hvad tænker du om det?

Du beskriver det som et lillebitte problem, men gad vide om du tænker anderledes omkring det nu, når jeg fortæller dig at det er meget almindelig at elever har disse tanker om deres lærere? Jeg tænker lidt på det på samme måde som, hvis man er forelsket i en musik- eller filmstjerne. Det sker for mange at de forelsker sig håbløst i en kendt, og det kan fylde alle ens tanker. Chancen for at blive kærester med en stjerne er ikke så stor og på samme måde er det jo også med læreren/praktikanten/vikaren. Forskellen er naturligvis bare, at stjernerne kender man ikke i virkeligheden og at det faktisk ikke ville være lovligt at have et forhold med ens lærer, da der er bestemte regler på dette område for at beskytte eleverne.

Her til sidst bliver jeg nysgerrig på, om du mon også har været forelsket i nogen på din egen alder? Hvis ja, gad vide om der så var en forskel på denne forelskelse og det du oplever med dem der er ældre? Jeg tænker at det kunne være interessant for dig at finde ud af, hvorfor du primært tiltrækkes af nogen der er ældre og hvad denne fascination handler om? Måske du kunne skrive nogle af de kvaliteter ned som du tiltrækkes af og se om der ikke var nogen på din egen alder som har noget af det samme. Men indtil da skal du bare drømme videre om praktikanten/læreren/vikaren – det er nemlig ganske normalt.

Jeg håber du kunne bruge mit svar. På www.bornetelefonen.dk/Temaer/Forelskelse.aspx kan du læse mere om forelskelse og få flere gode råd og idéer.

De bedste hilsner BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat