Kære pige på 14 år
Mange tak for dit flotte brev, hvor du har været enormt god til at forklare “begge sider” af at være forelsket eller have et crush på nogen.
På den ene side beskriver du nemlig, hvor dejligt det er med sommerfugle i maven og følelsen af at svæve på en lyserød sky, når I snakker eller du tænker på ham.
Men på den anden side, så kan en forelskelse også føles rigtig svært, sådan som du også beskriver. Man kan nemlig få følelser såsom tvivl, bekymringer og generthed. Og det er ikke altid lige sjovt.
Derfor tænker jeg, at det er en god idé at dele følelserne med nogen, så man ikke skal gå med det selv. Og det har du jo allerede gjort ved at skrive brevet her – det er sejt!
Ud fra dit brev fornemmer jeg, at du nok går og tænker: Kan han mon lide mig?
Jeg kan jo desværre ikke fortælle dig, om drengen er forelsket i dig eller kan lide dig. Vi kan gætte en masse på det, men den eneste måde at være sikker er at snakke med ham selv. Men det kan være smaddersvært! Det hører jeg i hvert fald også fra mange andre, der har stået i lignende situationer.
Men du fortæller i dit brev, at han åbner dine snaps – også selvom trenden er, at man ikke åbner sine snaps. Han sender dig også selv snaps, hvis jeg har forstået det rigtigt. Det tænker jeg jo er et godt tegn. Du fortæller også, at I snakker godt sammen.
Du spørger også hvad kan jeg gøre for at få kontakt?
… Og det er bare et super godt spørgsmål. Men det lyder til, at du allerede gør en masse godt. Fx snakker I godt sammen når I kører til gymnastik og snapper sammen.
Det er jo lidt svært, når I så ikke skal til gymnastik, sådan som det var før Corona. Og også når I ikke skal fysisk i skole. Men heldigvis vil det jo på et tidspunkt blive sådan, at I igen kan komme i skole og igen kan komme til gymnastik.
Her kan du måske forsøge at snakke lidt mere med ham. Måske om nogle fælles interesser eller oplevelser fra fx gymnastik.
Nogle synes også det kan være en hjælp, hvis man kan mødes flere sammen. Nu hvor I går på samme skole, har I måske nogle fælles venner, så man kan være flere om at gå en tur, holde en lille picnic, tage i biografen eller andre lignende ting, når det igen er muligt ift. Corona.
Indtil da er det måske en god idé at fortsætte med de gode ting, du allerede gør. Nemlig at snappe og måske også prøve at skrive med ham? Måske kan man også lave nogle ting sammen online såsom at spille spil, se film eller facetime.
Jeg håber i hvert fald, at du vil bruge den styrke og mod, du har vist igennem brevet her, til at give det nogle skud og prøve at snakke mere med drengen, så du forhåbentligt kan få en fornemmelse af, om han også kan lide dig.
Kærlig hilsen BørneTelefonen