Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hun tager ikke initiativ til at se mig

Hej børnetelfonen!

Jeg er en 16 årig dreng og går i 9’ene.

Min kæreste går i min klasse og vi har været kærester i snart et år!

Jeg er en fodbolddreng, og spiller på elite-niveau, så jeg træner 4-5 gange ugentligt.

Mit spørgsmål er så: hvad kan det betyder, når hun aldrig tager initiativ til at vi skal ses?

Bogstaveligt talt har hun aldrig taget initiativ til at vi skulle ses efter skole, i weekenden eller i ferier. Jeg føler at det konsekvent er mig der tager initiativ til at vi skal lave noget sammen, og på mig virker det som om hun har det fint med at være “SMS”-kærester…. Det er ikke nok for mig!!
 
Vi er sjældent sådan “rigtigt” kæresteagtige i skolen, og det tror jeg har noget at gøre med at hun ikke er en show-off type, men at hun hellere ville gå stille med dørene. Det er jo så også ok et eller andet sted.

Hun er en pige der har et MEGET tæt forhold til sine veninder, og de kommer altid som hendes førsteprioritet. Umiddelbart kan jeg godt se, at fordi hun får en kæreste, så skal der være plads til veninderne, fair nok. Men jeg føler bare at jeg vælter rundt på en 10. Plads af hendes prioriter, hvis det da giver mening…

Min frustration er, at jeg godt vil finde en måde at sige til hende på, at jeg godt vil være mere sammen med hende, uden at hun føler jeg er jaloux på hendes veninder.

Og hvad skal jeg sige til hende angående det med initiativet til at ses?

Har forsøgt eet par gange, men hun afværger hurtigt med ” ja, jeg ved det godt”

Håber det er til at finde rundt i mit spørgsmål, men føler mig proppet i hovedet, af at skulle tænke på det så tit.

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 16 årige dreng Først og fremmest vil jeg sige tak for dit meget velformulerede brev. Det er stærkt, at du skriver herind om det og både har modet og selvindsigten til at sætte ord på, hvordan du har det og dine følelser omkring det. Der kan opstå mange tanker og spørgsmål omkring, hvordan man skal have et forhold – hvilken måde kan man godt lide at være kærester på, hvor tit skal man ses, og hvilke forventninger skal man have til den anden partner. Jeg kan godt forstå, at det er noget, du går og tænker på. Jeg læser det som, at det ville være hjælpsomt for dig at få hjælp til, hvad det kan betyde, at hun ikke tager så meget initiativ, og hvordan du kan tale med hende om det, uden at det kommer til at lyde til, at du er jaloux på hendes veninder. Jeg håber, at det er rigtigt forstået. Nogle gange kan man føle det som en form for afvisning, at den anden ikke tager initiativ, fordi at man pludselig bliver usikker på, hvad den anden tænker og har det med en. Gad vide, hvilke tanker du har om det hele? Jeg vil samtidig fortælle, at der kan være mange grunde til, at hun ikke tager initiativ. Du skriver selv, at hun går lidt stille med dørene. Måske er hun genert eller i tvivl om, hvordan hun skal spørge eller være? Det behøver altså ikke at have noget med dig eller selve forholdet at gøre. Men derfor kan det godt fylde meget, og det er sejt, at du skriver herind om det.

Måske er hun heller ikke klar over, hvordan det virker på dig, at hun ikke tager initiativ. Du skriver, at du har forsøgt at sige det før, men måske ved hun ikke, hvor meget det fylder for dig. Hvad tænker du mon om det? Gad vide hvad du har fået sagt de andre gange? Jeg tænker derfor, at det måske kunne være en hjælp at tale med hende om det og at fortælle hende om, hvordan du oplever det. Gad vide hvordan det ville være for dig? På den måde kan hun blive bevidst om, hvordan du har det, og hun har også selv muligheden for at sige, hvad hun tænker om det. Det kan for nogen være grænseoverskridende pludselig at skulle sige til en anden, hvilke følelser man har om det, da man kan være nervøs for den andens reaktion. Men jeg tænker også, at det måske kan være med til at åbne op for noget i jeres forhold. Jeg tænker, at du godt kan tale med hende om at ses noget mere, uden at det kommer til at lyde som om, du er jaloux på hendes veninder. Jeg tænker umiddelbart, at en måde kunne være at sige, at du godt kunne tænke dig at se hende oftere efter skole, fordi du rigtig godt kan lide at være sammen med hende, og at du synes, det kunne være hyggeligt. På den måde behøver man ikke sige noget, som kunne misforstås som jalousi. Gad vide hvordan det ville være for dig at tale med hende om det på den måde? Jeg tænker også, at det er naturligt og helt normalt, at du gerne vil være sammen med hende, når du er glad for hende og hendes kæreste, og at man ikke har lyst til at føle sig nedprioriteret.

En anden måde at ændre det ’mønster’, I har med at ses efter skole, kunne også være ved at invitere hende til at lave noget sammen med dig efter skole – det kunne for eksempel være at se en film sammen eller noget andet hyggeligt. Det kan måske være en måde, hvor I på en måde får ændret på, hvordan det er nu og få lavet noget hyggeligt sammen. Hvad tænker du mon om det? Kunne det være en mulighed for dig, og hvad kunne I mon lave sammen? Jeg tænker, om du har talt med nogle af dine venner om det, eller om det er noget, du måske har lyst til? Det kan være, at en af dem selv har haft eller har en kæreste og kan komme med råd til, hvordan I kan få det gjort sådan, at I ses oftere... Gad vide om det er noget, du har lyst til at tale med en ven om?

Du er også meget velkommen til at ringe eller skrive med BørneTelefonen på 116 111. Det er også en mulighed i forhold til at få talt det igennem, når du føler, det hele er proppet i hovedet, og hvis du måske har brug for at tale det yderligere igennem. Det er så modigt og sejt af dig at skrive herind om det. Du virker som en, der går op i at være en god kæreste og at have et godt forhold, og det er en god egenskab at have. Du har vist meget mod ved at skrive herind, og jeg håber, at det her svar kan hjælpe dig med, hvad du kan gøre i forhold til din kæreste. Mange hilsner fra BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat