Kære dreng
Tak for dit brev. Det er godt, at du har skrevet. Jeg kan godt læse, at du er meget forelsket lige nu.
Øv, hvis du er sikker på, at hun ikke vil have dig. Du skriver, at du har ondt i maven, når du tænker på det, og jeg tænker, at du sikkert tænker på det hele tiden, så det må være super hårdt for dig lige nu at være forelsket.
Hvis du nu ikke er helt sikker på, om hun er vild med dig eller kunne blive vild med dig, kunne du så ikke give det et forsøg. Du kunne f.eks. prøve at lave en aftale med hende om at lave noget sammen. Følges i skole, se en film, lave pandekager, måske lave en lektieopgave sammen noget helt andet.
Hvis det lyder helt tosset for dig, har du ret i, at det nok er bedst at glemme hende, for det er alt for hårdt for dig, at have ondt i maven.
Jeg tænker, at glemme hende ikke er en nem opgave for dig. Tit fylder det alt i ens tanker, når man er vild med en, og da tror jeg, det er vigtigt, at man får lagt en plan med sig selv om, hvordan man skal få brudt sin tankegang.
Jeg tænker, at når du bliver ramt af tanken om hende, at du så i stedet for at tænke på hende, laver noget du godt kan lide f.eks. skrive til en ven, gå en tur, drikke en kop kakao, laver en plan for, hvem du skal være sammen med af dine venner eller noget andet, du godt kan lide. Tit kan det også være en hjælp at løbe eller cykle en tur, hvor man får puls.
Jeg ved godt, at det måske lyder tosset, men tit er det sådan, at ens tanker skal brydes, man kan sige at kroppen skal have lidt hjælp. Det betyder ikke, at det ikke er svært at glemme en, man er vild med, men det kan være en hjælp.
Jeg håber, du kan bruge svaret. Du kan altid ringe til BørneTelefonen på 116 111, som er et anonymt nummer, hvor der sidder voksne klar til at snakke.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen