Brev

Hun har brug for hjælp

Brevet er redigeret af hensyn til barnets anonymitet

Kære børnetelefon.

Jeg VED at min veninde er forelsket i mig. Og efter megen overvejelse er jeg kommet til den kunklusion at det er jeg ikke.

Hun har så mange problemer i forvejen, jeg mistænker hun har deprision, hun har cutet i sig selv og snakket om selvmord mange gange.

Jeg er begyndt at blive bange. Jeg venter bare på at hun vil fortælle sine følelser og jeg kommer til at afvise hende. Jeg tror virkelig ikke hun kan holde til det.

Jeg ved ikke hvor jeg skal gå til for hjælp, hun har snakket mange gange med skole psykologen men hun åbner sig ikke op for hende.

Jeg er bekymret for hende, hun er min bedste ven.

Hendes far er død og hendes mor er også alkoholiker så dem kan hun ikke gå til. Please hjælp mig.

– S

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære S,

Tusind tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du føler at det er er en svær situation at stå i. 

Lad mig starte med at sige, at alle ville være taknemmelige for at have dig som veninde. Du udviser stor betænksomhed, omsorg og venskab for andre. Og det er rigtig godt at du skriver herind, så du kan få hjælp til at hjælpe din veninde. 

Kærlighed og følelser er en mærkelig størrelse som 13-årig. Det er ikke unormalt at følelser kommer og går, men du virker meget afklaret  og det skal respekteres. Jeg vil foreslå dig at du lægger vægt på, at du holder meget af hende som en ven, og at du er rigtig glad for jeres venskab. Der er ingen garanti for at det ikke bliver lidt akavet en kort tid, men værn om jeres venskab - det er vigtigt at det kan bestå.

Dine bekymringer om din bedste venindes mange problemer, er også en måde, du er en god veninde for hende. Men det er vigtigt, at du ikke står med ansvaret selv. Du er en rigtig god veninde, og det er prisværdigt, at du er så bekymret for hende. Din veninde har helt klart har brug for hjælp fra voksne, som arbejder med børn og unge. Jeg har nogle forslag til, hvordan du bedst kan hjælpe hende med at få hjælp. 

Måske har du forældre, som du kan snakke med om de problemer, din veninde har. Hvis du kan det, så kan dine forældre også hjælpe med at få hjælp til din veninde. De kan tage kontakt til kommunen og fortælle, at der er brug for hjælp. De kan også kontakte skolen og fortælle det, så skolen ved, at der er brug for hjælp.

Derudover vil jeg foreslå dig at tage fat i en lærer og sige det som det er. (Måske dine forældre kan hjælpe dig med det?) Sig at du er meget bekymret for din veninde. Fortæl de ting som bekymrer dig.  At du tror, at hun har en depression, at hun cutter og at hun taler om selvmord. Det er tre meget alvorlige ting, så de voksne skal sørge for, at hun får hjælp med det samme.  

Det er rigtig godt, at du ved, at hun har brug for hjælp og du vil hjælpe hende. Det er også rigtig frygteligt at tænke på hvad der kunne ske, og du skal ikke gå med denne frygt alene.

Tal også gerne med dine forældre om det, som du går og frygter, så de ved at du også har brug for at tale om det - Mon ikke de kunne støtte dig i det?

Uanset hvem du vælger at fortælle det til, er det vigtigt, at I finder en voksen der kan hjælpe din veninde. Det tænker jeg vil være de første skridt til at få hjælp til din veninde. 

Det kan måske være svært for hende at tage skridtet videre til at få hjælp, men det er der du kan være der for hende og støtte hende. 

På vores hjemmeside har vi skrevet om nogle af de ting, som din veninde kæmper med. Hvis du har lyst kan du kigge på dem - du kan læse om alkohol i familien https://www.bornetelefonen.dk/tema/alkohol-familien  og om sorg https://www.bornetelefonen.dk/tema/sorg. 

Din veninde lyder til at have det skidt og hun har brug for en masse kærlighed i denne tid. Giv hende en ekstra krammer og vær der for hende. Det er du allerede og det er det bedste du kan gøre.

Du og din veninde er også velkommen til at ringe eller skrive til os på 116111.  Vi er her for at hjælpe og måske kan I sammen ringe eller skrive ind, hvis det hjælper til at få mod på at ringe ind?

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat