Kære S,
Tusind tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du føler at det er er en svær situation at stå i.
Lad mig starte med at sige, at alle ville være taknemmelige for at have dig som veninde. Du udviser stor betænksomhed, omsorg og venskab for andre. Og det er rigtig godt at du skriver herind, så du kan få hjælp til at hjælpe din veninde.
Kærlighed og følelser er en mærkelig størrelse som 13-årig. Det er ikke unormalt at følelser kommer og går, men du virker meget afklaret og det skal respekteres. Jeg vil foreslå dig at du lægger vægt på, at du holder meget af hende som en ven, og at du er rigtig glad for jeres venskab. Der er ingen garanti for at det ikke bliver lidt akavet en kort tid, men værn om jeres venskab - det er vigtigt at det kan bestå.
Dine bekymringer om din bedste venindes mange problemer, er også en måde, du er en god veninde for hende. Men det er vigtigt, at du ikke står med ansvaret selv. Du er en rigtig god veninde, og det er prisværdigt, at du er så bekymret for hende. Din veninde har helt klart har brug for hjælp fra voksne, som arbejder med børn og unge. Jeg har nogle forslag til, hvordan du bedst kan hjælpe hende med at få hjælp.
Måske har du forældre, som du kan snakke med om de problemer, din veninde har. Hvis du kan det, så kan dine forældre også hjælpe med at få hjælp til din veninde. De kan tage kontakt til kommunen og fortælle, at der er brug for hjælp. De kan også kontakte skolen og fortælle det, så skolen ved, at der er brug for hjælp.
Derudover vil jeg foreslå dig at tage fat i en lærer og sige det som det er. (Måske dine forældre kan hjælpe dig med det?) Sig at du er meget bekymret for din veninde. Fortæl de ting som bekymrer dig. At du tror, at hun har en depression, at hun cutter og at hun taler om selvmord. Det er tre meget alvorlige ting, så de voksne skal sørge for, at hun får hjælp med det samme.
Det er rigtig godt, at du ved, at hun har brug for hjælp og du vil hjælpe hende. Det er også rigtig frygteligt at tænke på hvad der kunne ske, og du skal ikke gå med denne frygt alene.
Tal også gerne med dine forældre om det, som du går og frygter, så de ved at du også har brug for at tale om det - Mon ikke de kunne støtte dig i det?
Uanset hvem du vælger at fortælle det til, er det vigtigt, at I finder en voksen der kan hjælpe din veninde. Det tænker jeg vil være de første skridt til at få hjælp til din veninde.
Det kan måske være svært for hende at tage skridtet videre til at få hjælp, men det er der du kan være der for hende og støtte hende.
På vores hjemmeside har vi skrevet om nogle af de ting, som din veninde kæmper med. Hvis du har lyst kan du kigge på dem - du kan læse om alkohol i familien https://www.bornetelefonen.dk/tema/alkohol-familien og om sorg https://www.bornetelefonen.dk/tema/sorg.
Din veninde lyder til at have det skidt og hun har brug for en masse kærlighed i denne tid. Giv hende en ekstra krammer og vær der for hende. Det er du allerede og det er det bedste du kan gøre.
Du og din veninde er også velkommen til at ringe eller skrive til os på 116111. Vi er her for at hjælpe og måske kan I sammen ringe eller skrive ind, hvis det hjælper til at få mod på at ringe ind?
Kærlig hilsen
BørneTelefonen