Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Han snakker ikke til mig…

Hej!

Jeg er en pige på 14 (snart 15) år, jeg går i 9. klasse.

Da jeg gik i 8. klasse mødte jeg for første gang den her dreng. Han gik i 7. klasse og var lige startet på min skole. Han var gode venner med min daværende veninde og hun var fuldstændig fortabt i ham. Jeg har altid syntes at han var rigtig sød, men holdt min mund, for jeg kunne jo ikke være forelsket i min venindes store kærlighed.

I slutningen af 8. klasse bliver jeg så uvenner med veninden og drengen bliver også træt af hende, og begynder at henvende sig til mig i stedet for. En af mine andre veninder har gået på samme skole som ham før han kom til min skole, og de er som bror og søster. Jeg finder ud af, gennem min veninde, at han er forelsket i mig. Jeg er også forelsket i ham, men holder igen min mund.

Nå, men sidste skoledag i 8. klasse (for ham 7. klasse) var der vandkrig for 7-8. klasse, alle mod alle. Han går selvfølgelig efter mig og jeg bliver gennemblødt. Bagefter står vi længe og snakker sammen inden vi går på sommerferie.

Samme dag, om aftenen skriver han til mig. Vi skriver længe og han begynder at give mig komplimenter, skriver hjerter, skriver at han savner mig, han kalder mig smukke, søde og skat. Og så skriver han “Jeg elsker dig”.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, så svarede bare at jeg var mundlam. (Selvom jeg nu er ret så sikker på at jeg havde de sammen følelser.)
 
Der gik lang tid, sommerferien var næsten ovre før jeg skriver med ham igen. Jeg spurgte ham om han nu var sikker på at han mente det han havde skrevet, og han svarede at han ikke var helt sikker. Jeg havde det meget mærkeligt, jeg var sur på ham over at han ikke kunne finde ud af hvad han føler og ikke føler, jeg følte mig snydt men jeg var stadig forelsket i ham…

Nu er det over et måned siden vi startede i skolen igen, og han snakker stadig ikke til mig. Han ser ikke på mig, han snakker ikke til mig, hvis han snakker med nogle af mine veninder og jeg kommer, vender han sig om og går.

Jeg er knust. Jeg har ikke lyst til at leve, jeg har ikke lyst til at komme i skole og blive ignoreret af ham. Jeg føler mig uretfærdigt behandlet, jeg syntes ikke jeg har gjort noget forkert.

Han tror jeg er sur på ham. Det har han sagt til min veninde, han har også skrevet og spurgt mig… Jeg har svaret at jeg ikke er sur på ham, men at jeg ikke forstår ham. Men han snakker stadig ikke til mig. Han skriver at han ikke føler sig velkommen. Hvad det så skal mene…?

Jeg er SÅ forvirret! Jeg savner ham helt vildt. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal håndterer det her…

Jeg håber i kan hjælpe mig lidt! 🙂

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige på snart 15 år,

Tak for dit brev. Det er godt, at du har skrevet. Jeg kan godt læse, du er så forvirret, og det kan jeg godt forstå, du er.
Det er dejligt at få at vide, at man er elsket og få komplimenter, som du oplevede lige inden sommerferien på en SMS. Heldig, tænker jeg også, at du har mødt en, der kan udtrykke, hvad han føler for dig med så mange søde ord, som du beskriver så flot.

Jeg kan godt forstå, at du var mundlam, som du skriver, for det kan være svært at finde ud af, hvad man skal sige, når man får så mange pæne ord at vide. Jeg tænker, det er vigtigt, at man siger noget, som du også gjorde ved at skrive, du var mundlam, for den person som siger en masse pænt har blottet sine følelser og har brug for at blive mødt med et svar. Det betyder ikke, at man skal skrive det samme tilbage.

Jeg tænker, at der er gået alt for lang tid, hvor I ikke har skrevet og talt sammen, en hel sommerferie, og da kan nå at ske meget med en og ens følelsesliv. Den bedste måde at få den utryghed og følelse, du har, ud af kroppen er ved at få en snak med ham. Han er den eneste, der kender svaret på, hvad han føler lige nu i forhold til dig. Han har jo vist, at han var god til at sætte ord på sine følelser før sommerferien, så jeg tænker, det ville han også kunne gøre nu. Det kan godt være, han ikke er forelsket i dig nu, men det betyder jo ikke, I ikke kan behandle hinanden med respekt.

Jeg forstår rigtigt godt den uvished, du har omkring, hvad der er sket i jeres venskab, og jeg tror at du lige nu prøver at finde alle mulige løsninger på, hvad der kan være gået galt. Det, tænker jeg, er spild af krudt og rigtigt hårdt for dig at være i det tankespind. Selvom det kan være svært, så vil det nok være bedst, at i taler sammen, så I kan finde ud af hvordan følelserne er nu. Jeg ved godt, at det er super svært, men tit er tanken om sådan en snak meget værre end virkeligheden. I fortjener begge to at få sat ord på over for hinanden, hvordan det var dengang, og hvordan det skal være fremover. Jeg håber, du kan finde det mod, der skal til for at tage en snak med ham.
Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke.

Kærlig hilsen BørneBrevkassen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat