Brev

Gymnasie og kæreste

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,

Tak for dit brev. Du beskriver så fint dine følelser i forbindelse med, at din kæreste vil slå op, så han kan koncentrere sig 100 % om skolen. Det lyder som om, det går dig rigtig meget på, og derfor er det godt, at du har skrevet herind og bedt om hjælp.

Jeg vil gerne prøve at hjælpe, så godt jeg kan, og fortælle hvad jeg tænker, om det du skriver. Det håber jeg er i orden. Måske kan det hjælpe dig videre.

Du fortæller, at I begge har haft rigtig svært ved at koncentrere jer om skolen under hjemsendelsen, at du er blevet lidt bedre til det, men at han stadig har svært ved det, når han er sammen med dig. Som jeg forstår det, så har han prøvet, men kan mærke, at det ikke fungerer for ham og derfor vil han prøve noget andet, for at se om det virker.

Jeg ved, fra mange unge jeg har talt med, at de, ligesom jer, har haft meget svært ved at koncentrere sig om skolerelaterede ting under corona nedlukningen. Der er derfor ikke noget at sige til, at I gerne vil have, at det bliver på en anden måde efter sommerferien.

Måske oplever din kæreste, at han er kommet mere bagud end dig, og er lidt i panik over det? Når 3.g står for døren, er det jo sidste chance for at få gode karakterer.

Min fornemmelse er, at du godt forstår ham og vil ham det bedste, men at du også er blevet lidt såret over, at han gerne vil løse problemet ved at slå op. Er det mon sådan du har det? Selvom han stadig har følelser for dig, så kan jeg nemlig godt forstå, hvis du er blevet ked af det, lige meget hvor godt du forstår ham.

Men selvom I elsker hinanden og gerne vil være sammen, så er I jo også forskellige. Og det kan være meget sværere for nogen at klare gymnasiet, end for andre. Især hvis man har en kæreste. Nogen mennesker kan godt finde hjælp og støtte fra den anden, og andre kan ikke. Måske har din kæreste det sådan, at han har brug for at finde ud af tingene selv?

Det er svært at vide præcis hvordan det er, at være den anden. Selvom man er bedste venner og snakker godt sammen, kan det være meget svært at bruge en andens måde at løse tingene på. Derfor tror jeg, det kan blive svært at overbevise ham om, at du kan hjælpe ham.

Men det er altid i orden, at sige hvad man tænker, og det er tit en god idé at tage udgangspunkt i sig selv.

Du skriver, at du ikke vil slå op. Og jeg tænker, at det er vigtigt at finde ud af, hvilke følelser du selv har i det her, og være ærlig. Det er nemlig helt naturligt at være splittet mellem, at ville ham det bedste og være ked af det på egne vegne. Giver det mening for dig?

Det kan også være, at du mærkede en lille bitte tvivl om hans forklaring hang sammen? Når jeg læser dit brev, får jeg nemlig den tanke, at du måske ikke helt tror på, at han sagtens kan lave skole ting sammen som venner fordi han så ikke behøves at koncentrerer sig om mig på kæreste måden mere.

Hvis det er sådan du har det, så kunne du måske sige til ham:

“Ved du hvad, jeg blev rigtig ked af det, da du sagde, at du ville slå op mens du går i 3.g, for det har jeg ikke lyst til. Og jeg kan ikke forstå, hvordan du skulle kunne koncentrere dig om skolen som venner, hvis du stadig har følelser for mig. For mig ville det blive rigtig svært at se dig hver dag, og ikke kunne vise mine følelser for dig”.

Hvad tænker du mon om den idé?

Det kan også være, det bare er et spørgsmål om ord. For betydningen af; “at slå op” er jo mig bekendt, at man så ikke er kærester længere, fordi man ikke har de følelser, der skal til. Kan det tænkes, at han egentlig bare mener, at I skal sætte jeres forhold lidt på pause, så han får plads til at lægge alle kræfterne i skolearbejdet?

Og ville det mon være muligt for dig at snakke med ham om det? Og hvad han egentlig mener, helt konkret, skulle være anderledes?

Endelig tænker jeg, at når det er svært for ham at koncentrere sig om skolen med dig i nærheden, kan det være et tegn på, at han virkelig er glad for dig, og det er jo ikke noget man selv kan styre.

Måske prøver han at tage kontrollen lidt tilbage ved at “slå op”. Jeg har hørt fra andre gymnasieelever, at de simpelthen ikke kunne tænke en selvstændig tanke med kæresten i nærheden.

Jeg synes du har været så god til at formulere hvordan det opleves for dig lige nu. Og du har haft mod til at bede om hjælp herinde. Det fortæller mig, at du har styrken til at mærke, når der er noget du ønsker anderledes. Det skal du holde fast i.

Jeg håber, at du vil finde mod og styrke til at tage en snak med din kæreste, så du kan få vist ham, hvordan du inderst inde har det. Jeg håber, at I derved sammen kan finde frem til en god vej at gå.

Hvis du har brug for at tale med en voksen om det, kan du også ringe til BørneTelefonen på 116111.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat