Brev

Gør snart mit liv til en ende

Jeg kan ikke overskue det længere…
Har ingen hjælp at hente, og har ikke råd til psykolog, men samtidig er jeg bange for hvis de sender mig på psykiatrisk afdeling…

Jeg er en pige på 21 år, lige blevet udlært som bager/konditor (mit drømmejob) og har også fået arbejde.

Jeg er en meget usikker pige, som ikke tror på sig selv, og har meget lavt selvtillid og selvværd…
Mit liv svinger rigtig meget, kommer nogen gange ind i en god periode, hvor jeg er nogenlunde tilfreds med det hele, men for det meste ramler hele min verden sammen.

Jeg har en kæreste, også på 21 år. Jeg er AFSINDIGT forelsket i ham! – Vi har været sammen i snart 2 1/2 år.
Han har næsten lige været mig utro, noget jeg selv fandt ud af, og han har løjet meget igennem forholdet og er EKSTREMT pigeglad…

Men når jeg fortæller hvad jeg er utilfreds med, så bliver jeg nedgjort TOTALT!
Så er jeg en kælling, idiot, jordens mest modbydelig menneske, og hvad han end kalder mig (Det skal så siges det noget af det milde han har sagt…)
Men når han kalder mig alt mulig forfærdeligt, mister jeg lysten til at leve, tænker på hvordan jeg kommer af med livet på den mindst mulige smertefulde måde, og i håbet om han finder mig død… I håbet om, om han bliver bange og ked af det bekymret?

Jeg har førhen skåret i mig selv, og får lysten til det, når han er modbydelig overfor mig…
Det sker også i ny og næ… Men den uhyggelige følelse han får frem i mig, gør at når jeg bliver “normal” igen, et stykke tid efter, at jeg bliver bange og skræmt af mig selv og mine egne tanker…
Jeg vil ikke gå fra ham… Men når han personligt sviner mig til, lukker jeg mig inde i min egen bobbel af sorg og tristhed, og tænker på hvordan jeg kan skade mig selv…

Ser i mine tanker, mig selv ligge i min egen blodpøl og håbe på at se ham gå i panik… Jeg tror det fordi jeg gerne vil se, hvor meget han holder af mig…
Har mange gange grædt og stået med en kniv og pege mod min mave (kun når jeg er alene) men har ikke nok mod til at gøre det…

Tænker og siger altid til mig selv mega surt og vredt “KOM NU!! INGEN KAN LIDE DIG!!!”
Hader mig selv… Hvad skal jeg dog gøre?

Det er kun så slemt, når han er sådan mod mig… Men han er lyset i mit liv og i min fremtid… Har aldrig elsket en person højre… Og når han er sur på mig og siger så meget had til mig, rammer det så hårdt indeni, for siger intet ondt eller hadefuldt til ham…

Hvad gør jeg, hvis det ikke skal gå galt?

Hilsen L.

Pige, 21 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære L.

Jeg kan godt forstå, at du er bange og har behov for hjælp. Du er i en svær situation uden en simpel snuptags-løsning. Hvis jeg skal opsummere din situation med dine ord, er den sådan, at:

Du er afsindigt forelsket i din kæreste og elsker ham højt. Han er lyset i dit liv og din fremtid.
Han lyver for dig og har været dig utro, muligvis mere en én gang.
Du svinger mellem gode perioder og perioder, hvor du selvskader eller har lyst til det, hvor du hader dig selv og fantaserer om selvmord.
De dårlige perioder opstår i forbindelse med konflikter med din kæreste, helt præcist når du giver udtryk for utilfredshed. Så bliver du totalt nedgjort, han er modbydelig overfor dig, kalder dig grimme ting, han sviner dig til på en personlig måde og får en uhyggelig følelse frem i dig.

Du spørger, meget fornuftigt: ”Hvad gør jeg, for at det ikke skal gå galt?”. Jeg tænker, at du frygter, at du en dag presses til at gøre alvor af selvmordstankerne?
Derfor vil jeg lige se på, hvad du selv skriver:

Du fortæller, at du tror, at du har tankerne, fordi du gerne vil se, hvor meget han holder af dig, og at du fantaserer om, at han bliver bange og ked af det. Det ser i mine øjne ikke ud som om, du vil dø – men mere, som om du trænger til at føle, at han elsker dig, som du elsker ham.
Det ser også ud, som om du ønsker, at han selv mærker den frygt, panik og tristhed, som hans ord påfører dig. Genkender du mon dig selv i det, jeg siger her?

Jeg hæfter mig ved, at du har gennemført en krævende uddannelse, og nu også skaffet dig et meget eftertragtet og spændende job. På trods af, at din verden ind i mellem ramler helt sammen. Jeg er imponeret over dig, det kan jeg godt fortælle dig!

Du må have nogle resurser inde i dig selv, en styrke, som du måske ikke selv er helt klar over. Kan det være sådan, at du ved siden af din usikkerhed på dig selv, faktisk også har en stor glæde ved livet, og en masse energi og handlekraft?

Du skriver, at du oplever gode perioder. Og at du at - efter at han har givet dig den uhyggelige følelse - faktisk bliver normal igen. Derfor har jeg nogle spørgsmål til dig:

Kan du se hvad det er der gør dig normal igen? Hvornår kommer de gode perioder, og hvad er det særlige ved dem? Er der personer eller små ting i din hverdag, som hjælper dig/giver dig en god fornemmelse? Er der tidspunkter, hvor du har en særlig handlekraft?

Du kan overveje disse spørgsmål, og prøve at liste nogle svar op. Du vil måske kunne skrive en liste med positive pejlemærker, der kan give dig noget håb hvis/når du er på vej ind i en dårlig periode. Tror du at det kunne være en hjælp til selvhjælp for dig?

Jeg har også noget information jeg gerne vil dele med dig. Det er selvfølgelig helt op til dig at vurdere, om det er relevant for dig:

Når du beskriver din kærestes handlinger, så tænker jeg, at I har et voldeligt parforhold. Ikke fysisk, men psykisk. At nedgøre sin kæreste med ord er lige så voldeligt som at slå hende. Man kan ikke se slagene på kroppen, men ord kan mærkes i sjælen. En persons selvværd kan nedbrydes med psykisk vold, indtil det punkt hvor hun tror, at hun har fortjent at blive nedgjort, og at ingen kan lide hende. Mon du kan genkende det? Hvis du vil, kan du læse mere her:

http://www.brydtavsheden.dk/vold-er-mere-end-blaa-maerker/

http://psykiskvold.dk/psykiskvold/index.html

Som afrunding vil jeg sige to ting til dig:

Jeg opfatter dig ikke som "en gal person, der bør indlægges", jeg ser dig som en normal ung kvinde i et dilemma: Du vil kærligheden af hele dit hjerte, men betaler en meget høj pris for at have en kæreste, der ikke respekterer dine grænser. Det er hvad jeg ser, og måske tager jeg fejl.

Jeg tror, at du ville få meget gavn af at få hjælp fra en psykolog. Jeg synes derfor, du skal gå til din læge og fortælle ærligt om, hvor trist du er og om din selvskade og selvmordstanker. Jeg tænker, du kan få en henvisning på den baggrund. Læs mere her https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme-a-aa/sociale-ydelser/sociale-ydelser/behandling/psykologbehandling/

Du er velkommen til at ringe til os, hvis du trænger til mere afklaring. Held og lykke med dit videre forløb.

Kærlige tanker fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat