Fra kærester til fremmede

Hej Børnetelefonen.

Jeg er en pige på 13 år og jeg har virkelig brug får gode råd.

Jeg har kendt en dreng siden jeg var helt lille. Han er ligesom en bror for mig. (Han har en storesøster som er en af mine bedste veninder.) Vores familier har altid været rigtig tætte og vi besøger stadig hinanden mindst en gang om ugen. Men det er ikke det det handler om.

Det startede sidste år, og jeg var kun 12. Vi begyndte at skrive med hjerter og kyssemundssmileys, selvom jeg syntes at det var underligt, da jeg ikke havdet regnet med at der skulle ske noget mere mellem os.

En dag spurgte han så om vi skulle komme sammem, og det sagde jeg ja til. Det skal dog lige siges at vi havde “flirtet” i ca. 2 måneder, så det var altså i slutningen af juni. I sommerferien kunne vi ikke rigtig mødes, fordi vi begge var på sommerferie i vores hjemmeland. Dog skrev vi hvert eneste dag, indtil den sidste uge i sommerferien.

Der var kun en uge tilbage og glædede mig til at se ham igen. Der var bare det, at han slog op med mig. Han kom aldrig med en ordenlig grund til hvorfor. Det underlige ved det var, at jeg ikke blev ked af det. Jo jeg var trist i starten, men det gik hurtigt over da jeg fik at vide, at han havde kysset/havde noget kørrende med en anden mens vi var sammen..

Så her i år begyndte han igen at skrive til mig ofte. Jeg havde en mistanke om at det samme nok skulle komme til at ske. Og det gjorde det så. Han spurgte om vi skulle komme sammen igen. Også selvom at jeg var bange og jeg vidste at det samme som sidst ville komme til at ske så sagde jeg ja. Og igen, så skrev han til mig hver dag osv. Men det var bare anderledes denne gang..

Han spurgte rigtig tit om han måtte få nogle billeder af min numse (siger numse da det måske er lidt for grænseoverskridende for nogen at skrive det på en anden måde). Men ja. Han spurgte hele tiden om numsebilleder (jeg sagde selvfølgelig nej) og så virkede det bare som om at han blev vildt irriteret, så jeg slog op.

Jeg slog op for jeg havde det oftes dårligt med mig selv da jeg synes det er grænseoverskridende. Jeg er tråsalt kun 13 år gammel. Efter jeg slog op sagde han så at det var ok, og at vi kunne forblive bedste venner. Og det skete så ikke.

Vi går på samme skole i parallel klasser og det irritere mig vildt meget at han ikke bare prøver at sige et ord til mig. Ikke engang hej. Når vi besøger hinanden med vores familier bliver vi jo nød til at sige hej men det er de eneste tidspunkter hvor jeg taler til ham.

Så, jeg vil vildt gerne have råd om hvordan vi kan begynde at skrive sammen som normale venner. Sidst vi skrev sammen det var i starten af august. Det er jo ikke fordi at jeg vil komme sammen med ham igen, men jeg kan bare ikke lide denne følelse jeg har.

Hvis det ikke er muligt, så vil jeg gerne have et råd til om hvordan jeg kan glemme ham. Det er svært når vi har så mange minder men ellers ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.

Hjertelig hilsen Pigen i en hård situation.