Brev

Forvirring omkring min bedste ven

Hej brevkasse.

Jeg er en 17 årig pige og har en bedste ven. Vi går ikke på samme skole, men skriver så til gengæld meget sammen. Han er en af de personer som jeg stoler allermest på. Jeg har dog lavet en kæmpe brandert.

Vi har en fællesveninde som vi altid plejer at være sammen med, men den ene dag kunne hun ikke være sammen, så min bedste ven og jeg lavede en aftale om at mødes. Vi var sammen hele aftenen og havde det godt sammen, men så endte vi med at sidde tæt og kysse. Vi kyssede ikke bare en gang, men flere gange. Jeg fortryder det virkelig, og er bange for at mødes med ham igen for det vil bare blive akavet.

Min ven har været kærester med vores fælles veninde og min kusine, så jeg begyndte at panikke. Min mor vil heller ikke have at jeg skal have noget med ham at gøre. Jeg kan ikke fortælle det til nogle, for er rædselsslagen for at min mor finder ud af det.

Jeg kan ikke fortælle min veninde det, for jeg ved ikke om hun vil blive skuffet over mig?

Problemet er at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv, for jeg har allerede mange ting i hovedet i forvejen…

Jeg er også ved at blive i tvivl om jeg egentlig nød os lave noget sammen og om der egentlig kunne have været følelser med fra min side af.. jeg er så forvirret, hvad skal jeg gøre?

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år.

Hold da op en masse tanker og følelser du er fyldt op med i øjeblikket. Det er rigtig godt, at du har skrevet herind. Det viser, at du gerne vil have hjælp. At du gerne vil gøre noget for at få det bedre.

Kærlighed og forelskelse og flirt har man ikke altid kontrol over. Det kan overmande en lige pludselig, og når man mindst venter det. Jeg tænker, at når man er så gode venner som I er, så er der en hårfin balance mellem at have følelser som rigtig gode venner og have følelser som at være forelskede. Mon det giver mening? Jeg tænker, at når I er så meget sammen, lærer I hinanden rigtigt godt at kende. Og så sker det at følelserne bliver nogle andre end venskabs følelser. Du er bestemt ikke den eneste, som har prøvet det. Der er flere unge, som har skrevet herind med samme udfordringer som dig.

Jeg er rigtig glad for, at du har skrevet herind, og jeg kan sagtens forstå din problematik. Det er svært, når man pludselig får følelser for en, som egentlig er ens bedste ven. For hvad skal man nu gøre med disse følelser. Samtidig er der en veninde, som er en del af jeres venskab, og hvad vil hun sige. Følelser, flirt og forelskelse kan ikke kontrolleres, og ofte sker det helt uventet. Jeg vil anbefale dig at snakke med din bedste ven om det. Måske har han det i virkeligheden på samme måde som dig, måske går han med de samme tanker.

Jeg tænker, at det du skal finde ud af er, om det er ‘forelskelses følelser’ eller om I skal fortsætte som venner. Jeg kan læse i dit brev, at du er lidt i tvivl. Jeg vil anbefale dig at snakke med ham om det. Mon du kan det? Jeg tænker, at hvis I skal fortsætte som bedste venner, er det vigtigt, at I får snakket om, hvad der skete og hvad der skal ske fremover. Det er vigtigt for jeres venskab, men det er også vigtigt i forhold til jeres veninde, som stadig skal være en del af jeres venskab.

Jeg ved ikke, hvorfor din mor ikke vil have, at du ser din bedste ven, men jeg vil foreslå dig at få snakket med hende om det. Jeg siger det for din skyld. Jeg tænker, at det må være hårdt for dig, at du skal holde en masse skjult, og passe på hvad du siger. Det må være virkelig hårdt for dig. Din mor kan jo ikke ændre dine følelser. Mon det er en mulighed?

Inde på vores hjemmeside er der også mulighed for at få hjælp til at skrive et brev, hvis du syntes det er nemmere. Link: Skriv et brev

Du har skrevet herind hvilket er super sejt, og det viser mig, at du kan handle og gøre noget for at få det bedre. Mon du kan tage fat i din bedste ven og spørge ham om I skal snakke om det der skete? Det kan jo være, at han går og venter ligesom dig. Pas på jeres venskab og få snakket sammen. Jeg gætter på, at I er vant til at snakke om en masse ting, og at I kender hinanden rigtig godt.

Hvis du får brug for at snakke med en voksen, er du altid velkommen til at ringe til børnetelefonen på 116111. På vores hjemmeside er der også forskellige temaer, som du kan kigge på. Der er blandt andet et om kærlighed, som du kan se her.

Pas på dig selv.

De kærligste hilsner fra

Børnetelefonen.

 

 

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket (måske for første gang)? Ved du ikke, hvordan du flirter eller score dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven og ved du ikke, hvordan du får det sagt uden at ødelægge venskabet? Er du i tvivl, om du er rigtig forelsket eller om dit crush er vild med dig? Og hvad betyder det, når din flirt sender hjerte emojis eller når han ikke svare på snap?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger og tænker over, hvorfor det gør så ondt? Hvor lang tid det varer og hvordan du kommer videre? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det, på en sød måde?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste hellere vil ses med andre end dig. Og hvordan taler man så, om sine følelser?

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer, læse andre børns breve, få råd om kærestesorger og forelskelse, eller ved at stemme og give din mening om fx aldersforskel mellem kærester.

Kærlighed Andre der hjælper

Privatsnak

Stil spørgsmål om om kroppen, pubertet, følelser, forelskelse, kærester, sex og prævention.

Læs mere

Sexlinien

Rådgivning til unge ml 15-25 år om seksuelle spørgsmål og problemer, prævention, sexsygdomme, graviditet, nødprævention, abort m.m.

Læs mere

Voldsom Kærlighed

Voldsom Kærlighed er for dig mellem 16-24 år, som har brug for hjælp til at bearbejde dine oplevelser og leve et ungdomsliv uden kærestevold. Er det ikke dig, men én du kender, der er udsat for kærestevold, så kan du også få hjælp til at hjælpe den, du kender. Mange unge synes, at det kan være […]
Læs mere
Chat
Chat