Fortryder mig selv, pga. ulykkelig kærlighed.

Hey BB.
(Jeg er en 14-årig dreng, for those who doesn’t know)

Jeg har den seneste tid haft problemer – kærlighedsproblemer.

Jeg kan godt lide den her pige – og hun kan også godt lide mig. Vi har det super sjovt, osv. og har fortalt livshistorier, op – og nedture, talt om sex, kærlighed osv.

Problemet er bare, at jeg er så opsat på at være “perfekt” når jeg er sammen med hende. Jeg tænker altid over hvad jeg siger – selvfølgelig, men det har givet lidt “backfire” her på det seneste.

Eksempel: Vi har på det seneste haft en nedtur, men vi kom over den, og jeg talte så med hende over messenger (facetime) hvor vi havde det rimelig sjovt. Hun sagde på et tidspunkt “Blokér hende, og lad være med at gøre hendes liv være” om en af hendes gode veninder, som jeg har/havde ravet lidt uklar med. Jeg blev virkelig ked af det, fordi jeg ved ikke hvorfor det er så vigtigt for hende, at jeg aldrig taler/skriver med hende pigen jeg ragede uklar med.

Nå, men for at komme tilbage på sporet, så lagde jeg på efter hun havde sagt det, og ventede 4-5 timer. Jeg ringede så til hende, da jeg var til fødselsdag, fordi jeg havde lavet noget lort. Jeg havde “lyric-pranket” hendes “gode” veninde, som hun havde sagt jeg bare skulle blokere og lade være.
Jeg ringede for at sige, at det jeg havde skrevet ikke var “ment” som sådan, og at jeg fortrød at jeg havde gjort det. Hun sagde bare det var mit liv, og mit eget problem.

Jeg ventede så 1-2 time(r) og ringede så tilbage. Det gik nogenlunde sådan her:

Mig: “Hej”
Hende “Hej, hvad er der?”
Mig: “Hør her, jeg vil ikke sige jeg ikke magter dig, eller jeg ikke magter mig, men jeg magter bare ikke det her. Jeg gør dig ked af det, og sur hele tiden og det har jeg det rigtigt dårligt med”
Hende: “Nå *Siger noget jeg ikke får fat i* Men du kunne jo bare have sagt *Et eller andet, hvor hun bliver ophidset*” og så lægger hun på.

Jeg havde i forvejen skrevet at jeg ikke magtede mig selv – og også hende, fordi jeg hele tiden gjorde hende sur og ked af det, og det påvirkede også meget mig selv. Jeg sagde også jeg bare gerne ville tage en pause, men nu fortryder jeg det helt vildt meget. Hun er den jeg kan “lide” og hun er den der accepterer mig som jeg er.

Jeg tænker meget på hende, altså bare sådan generelt. Jeg vil lige citere noget fra en sang, bare så i lige kan sætte jer lidt bedre ind i min situation.

“You don’t know you love her, until you let her go” “You only hate the road, when your missing home”

Jeg fortryder alt det dumme jeg gør, for inderst inde elsker jeg hende, og ved ikke hvordan jeg skal komme videre.

Undskyld for et sjusket brev, jeg er bare meget oprevet og ked af det, og har mest af alt lyst til at slå min hånd ind i en væg.

-Tak på forhånd!