Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Fortryder jeg mit første kys?..

Hej med jer.

Her den igår var jeg til en fest. Det endte med jeg blev ret så fuld, men ikke til det stadie hvor man brækker sig osv. Men altså jeg skulle virkelig meget på toilet, så jeg ledte efter min veninde så hun kunne gå med mig, men hun var igang med at kysse med en anden dreng, så jeg måtte gøre noget andet. Jeg gik så hen til nogle af mine drenge venner, og en af drengene fuldtes så med mig. Det skal lige siges at jeg kun ville tisse, ikke andet. Men han ville tydeligvis mere.

Han spurgte om vi skulle snave, og jeg sagde bare direkte at det har jeg ikke gjort før, så ved ikke hvordan. Han blev så ved med at sige at han kan vise mig det… Men inderst inde havde jeg ikke lyst, følte mig faktisk ret presset til det, siden han spæret for døren hver gang jeg prøvede at komme ud (det skal lige siges at jeg er rigtig dårlig til at sige fra). Det endte med jeg gjorde det. Han var egentlig sød nok omkring det og sagde at jeg kysser godt i forhold til det er første gang. Han er fandme også ret sjov. Vores kys var meget humoristisk. Jeg stoppede det op til flere gange og sagde det var nok, men så træk han mig bare tilbage..

Da jeg så endelig fik det stoppet gik jeg ud hvor alle dem der stod i kø bare vidste hvad der var sket. Senere på aftenen trækkede han mig igen ind på et andet toilet. Han sagde han bare ville snakke. Det var dumt at jeg troede han bare ville snakke. Denne gang afviste jeg, siden jeg fortrød en smule den første gang. Han forstod virkelig ikke et nej, og holdte mig hele tiden tilbage.

Jeg skulle skubbe hans ansigt væk flere gange. Han lagde mig tydeligvis ikke komme ud, så jeg sagde at han skulle stå to skridt væk fra mig og så kan vi snakke, som han sagde vi skulle. Så snakkede vi faktisk lidt, og så kom han igen tæt på og prøvede. Tror virkelig han blev ved sådan i 20 minutter. Han sagde også at han aldrig har skulle prøve så lang tid på en pige. Jeg prøvede virkelig at komme ud flere gang men han løftede mig hele tiden om og satte mig tilbage i vindueskarmen som
var på toilettet…. Til sidst kunne jeg endelig komme ud.

Jeg ved ikke rigtig om jeg egentlig blev ret tvunget til at kysse ham? For havde jo ikke lyst, han blev bare ved og ved. Lyder det som om jeg Fortryder det? Er det forkert hvis det var lidt en slags “tvang”. Sagde ikke direkte NEJ, men mit kropssprog viste det godt.

Jeg har det virkelig dårligt, og ved ikke hvad jeg skal gøre.. I klassen vil dem der var med til festen nok også snakke om det, og vil egentlig ikke snakke om det, siden det var en meget forvirrende oplevelse for mig. Det skal lige siges at jeg ikke går i klasse med den her dreng.

Havde ikke rigtig nogen at snakke med om det, og har bare brug for andres meninger og råd om det her..

– Hilsen en en 15 årig pige

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15

Det lyder som en dårlig oplevelse, du havde med din ven til festen. Jeg kan godt forstå, at der stadig er nogle ting, der kører rundt hos dig. 

Ud fra det du skriver, lyder det helt sikkert som om, at din ven har overtrådt nogle grænser hos dig. Og det er ikke ok. Det startede måske med at være lidt sjovt, men at han holdt dig tilbage, og spærrede vejen, var slet ikke ok. Selvom du ikke direkte sagde nej, synes jeg bestemt, at det lyder som om, at dit kropssprog viste, at du helst ville væk. Og det er mere end nok.

Du har altid ret til at sige nej. Og hvis du har sagt nej, så er det sådan. Du bestemmer over din egen krop, og hvem du vil kysse. 

Samtidig er den slags situationer svære at finde rundt i, specielt når man har fået lidt at drikke. Det lyder som om, at du stadig ikke er helt sikker på, hvad du egentlig føler omkring det. For at svare på dit spørgsmål, lyder det da som om, at du fortryder det. Jeg har rigtig svært ved at svare på, om du blev tvunget til at kysse ham. Det er ikke lovligt at tvinge nogen til at kysse. Med det jeg ved, kan jeg ikke klart sige, om det var tvang. Det tror jeg faktisk bedst, at du selv kan svare på. Hvis du føler, at du blev tvunget til at gøre noget som du ikke ville, og sagde fra over for, så er det sådan det er. Det lyder i hvert fald som om, at han har presset dig og dine grænser.

Jeg vil råde dig til at tale det igennem med en, som du er tryg ved. Det kan være din mor, storesøster, eller en tredje. Når man har oplevet noget, der ikke var rart, og som man har blandede følelser omkring, kan man ofte få styr på tankerne ved at tale det igennem. Jeg synes helt klart, at du skal vise dit brev her til den, du taler med. Måske også mit svar - du forklarer jo det hele her, og så kan de måske bedre forstå.

Jeg tænker også, at det kunne være en god idé at tale med drengen igen. Måske ved han godt, at han gik over grænsen. Måske kunne du starte med at skrive en besked til ham. Så kan I enten mødes, eller skrive lidt sammen, eller begge dele. Det kan være, at det vil hjælpe at tale det igennem med ham, og få sagt at du ikke synes, at det han gjorde var i orden. 

Jeg tror også, at det er en god idé at tale lidt med en god veninde om det. Måske hende der var med til festen? Hvis du har mere lyst til at mødes med drengen sammen med veninden, er det jo også en mulighed.

Den slags situationer som du beskriver, er rigtig svære. Det er aldrig i orden at oveskride andres grænser. Men jo mere tydelig man kan være, omkring hvad man vil og føler, jo mere skulle den anden person gerne indse, at det ville være at overskride en grænse. Det er ikke nemt at sige fra. Men man kan øve sig i det. Og måske tænke over, hvad man bliver nervøs for, i situationer hvor man skal sige fra.

Jeg håber, at mit svar kunne give dig mod på at få talt med nogen, evt. drengen selv, og få afklaret hvad du føler og mener, at der skal ske nu.

Mange hilsner,

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat