Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

“Fortids”-jaloux

Hej Børnebrevkassen

Jeg er en pige på 18,

som er i et lykkeligt forhold med min kæreste, som jeg har været sammen med i nu 2,5 år.

Mit store problem er, at jeg er meget “fortids”-jaloux, selvom der egentlig ikke er noget der hedder det.

Men det er sådan, at jeg tænker rigtig meget på min kærestes tidligere forhold/kærester, hvilket gør mig meget trist og gør at jeg tit græder ..

Det lyder ekstremt latterligt, og jeg har aldrig mødt nogen, som har det som jeg. Det gør mig trist at tænke på, at jeg ikke er hans “første” rigtige forhold, som han er mit (han er mit første rigtige forhold).

Jeg har snakket med ham om det, og han prøver at hjælpe og sige, at jeg er det bedste han ved, men alligevel føler jeg det som jeg gør.

Jeg ved slet ikke om man kan gøre noget ved det… jeg kan virkelig ikke stoppe med at tænke på det, men jeg vil heller ikke have at det skal ødelægge noget som helst af det vi har, pga. mine dumme tanker!!

Hvad gør jeg? 🙁

Mvh. En meget “fortids”-jaloux pige …

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18.

Tak for dit brev om "fortids-jalousi". Du skriver, at det lyder latterligt, men det synes jeg nu bestemt ikke. Jeg ved, der er mange, som kan genkende det med at være jaloux over kærestens tidligere forhold. For nogen kan det også næsten være helt uudholdeligt at tænke på.Det er rigtig dejligt, at høre at du er i et lykkeligt forhold, og han lyder rigtig sød og forstående din kæreste. Jeg synes, det er så flot, at du har snakket med ham, og delt dine tanker og følelser med ham. Din kæreste har haft tidligere kærester, men ud af de piger, han har mødt er det dig, som han har valgt at være sammen med. Det tænker jeg, er vigtigt. Han har valgt dig og I har været sammen i lang tid – flere år. Men jeg kan også forstå, at tankerne omkring hans fortid stadig kommer, på trods af han forsøger, at overbevise dig om, at du er det bedste han ved. Jeg gætter på, at din kæreste måske kunne sige alle de sødeste ting i verden - og det ikke ville gøre en forskel? Tankerne vil stadig komme til dig. Troen på jeres forhold og ændringen skal nok komme fra dig.Jeg kan se i dit brev, at det gør dig ked af det at få de tanker omkring din kærestes tidligere forhold/ekskærester, men jeg forstår det også sådan, at du gerne vil ændre det. At være motiveret for den ændring er en rigtig god start. Din kærestes fortid kan du ikke ændre, men du kan godt ændre på den måde, som du forholder dig til den. På en eller anden måde, tænker jeg, at du nok skal nå frem til at acceptere den. Det vil betyde, at du også nok skal finde ud af, hvordan du kan håndtere tankerne, når de kommer til dig - og du skal lære at kunne give slip på dem, så de ikke kommer til at fylde for meget for dig. Det vil da rigtig nok være trist, hvis tankerne om din kærestes fortid skulle komme til at ødelægge jeres fremtid. Du skriver, at du tænker på din kærestes tidligere forhold rigtig meget og det tit kan få dig til at græde. Har det mon altid været sådan i de 2,5 år I har været sammen? Fylder det hele tiden lige meget eller er der mon nogle situationer, hvor det ikke fylder så meget? Hvad sker der i de perioder? Måske kan det hjælpe dig at blive lidt nysgerrig på "fortidsjalousien" for at blive lidt klogere på den – og på den måde prøve at finde ud af, hvordan du bliver bedre i stand til at styre den. Når man har tanker, som føles som om de kører rundt i hovedet, så kan det måske være hjælpsom at skrive tankerne ned på et papir. Effekten kan være at man kan begynde se dem lidt udefra og måske bedre kan forholde sig til dem. Jeg får den ide, at du måske kunne dele papiret op i to spalter. På den ene side kunne du skrive "Fortid" og på den anden side kunne du skrive "Nu og i fremtiden". Under fortid, skriver du de tanker ned, som gør dig trist – f.eks. nogle af de tanker, som du beskriver i dit brev til os. På den anden side under "Nu og i fremtiden", skriver du nogle af de ting ned, som gør dig glad og varm indeni, når du tænker på jeres forhold. Måske også ting, som du drømmer om I skal sammen. Ting, som du glæder dig til. Det kunne du gøre en periode, når tankerne kommer til dig.

På et tidspunkt, så kan du rive den halvdel væk, som handler om fortiden og smider den ud. Når tankerne om fortiden så måske kommer igen, så kan du tage din side med Nu og i fremtiden frem og kigge på den – og måske kan du skrive nogle flere ting på, som er betydningsfulde for dig eller nogen ting, som du gerne vil opleve med din kæreste i fremtiden. Jeg tænker på, om dette kunne være en måde du hjælper dig selv til at fokusere på de ting, som du faktisk har en indflydelse på.Jalousi kan fylde mere eller mindre. Lidt jalousi kan føles godt, fordi det får én til at mærke, at der er person, som man elsker og holder af - og at den relation er meget vigtig for én. Men jalousi kan også blive en form for angst, som kan tage kontrollen fra én. Hvis man ikke selv er i stand til at arbejde med jalousien og kontrollere den selv, så kan man også søge hjælp hos en psykolog. Det er svært for mig at vurdere, hvor meget og hvor indgribende, du egentlig føler, at Fortidsjalousien er på dit liv, men måske du kunne have det med i baghovedet, at det er muligt at få professionel hjælp til det. En sidste ting, jeg tænker på, er om du mon har snakket med nogen af dine veninder om hvordan du har det? Du skriver, at ingen du kender har det som dig, så måske har du talt med nogen om det? Selvom dine veninder ikke er i præcis samme situation, så kan de måske godt kende til følelsen af jalousi. Og selv om de ikke gør, så kan det måske også være rart for dig at få sagt det højt til nogen, som ikke er din kæreste, så det ikke kun er tanker, der bliver ved at køre i hovedet. Måske dette også kunne være en hjælp for dig?Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine råd. Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke. Du er altid velkommen til at sms´e eller ringe til Børnetelefonen på 116 111, eller skrive til os på chatten eller her i Brevkassen igen. Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat