Kære 17 årige pige
Jeg tror mange har prøvet at være forelskede i en lærer, mens de gik i skole. Desværre er det jo en lidt “forbudt” kærlighed, men det gør den ikke mindre virkelig og den kan have lige så store følelser, som hvis det var til en fra klassen. Derfor tænker jeg den bliver ulykkelig for dig, for der er ikke rigtig nogen forløsning i den.
Det er svært at lade være med at føle noget, lidt ligesom at sige til sig selv, at man ikke må tænke på en blå elefant – for så tænker man nærmest ikke på andet, kan du genkende det? Og du tænker på din lærer hele tiden og savner ham, når han ikke er i nærheden.
Jeg tænker man kan sammenligne det lidt med at være forelsket i fx en forsanger i et band. Nogen man beundrer og ser op til, og som har kvaliteter og værdier der virker tiltalende og tiltrækkende på en. Måske det også er sådan med din lærer? Han kan være rar og nærværende, god til relationer, have spændende undervisning og virker meget tiltalende. På den måde er det naturligt, at man som du, bliver draget af det.
Fordi det er nemlig en mere eller mindre naturlig fase i puberteten, at du som teenager bliver fascineret og forelsket i voksenpersoner.
Personer som har betydning for dig. Da du jo er i gang med en seksuel udvikling, ser du pludselig lærerne i et andet lys. Fra at være en autoritetsperson skifter opfattelsen til: Hov, han eller hun er da rigtig lækker – kan du følge mig?
Umuligheden består så i, at det er forbudt for en lærer at have et forhold til en elev. På den måde ville det jo være lettere, hvis det var et kendt idol – for de ville være endnu længere væk og endnu sværere at få kontakt til.
Du spørger om hjælp til hvad du skal gøre? Måske forklaringen ovenfor kan hjælpe dig en smule på vej. En forståelse for hvad det er der sker, når man får følelser for en lærer.
Måske en accept af, at sådan er det lige nu, at det er naturligt, men desværre også umuligt.
Du kan fortælle det til nogen af dine venner hvordan du har det, spørge dem hvad de synes om ham. Måske er I flere der synes han er super sød og har gode kvaliteter. Måske nogen synes noget andet om ham. Ved at fortælle lidt om hvad du synes, får dine tanker og følelser luft og kan fylde mindre. Måske nogen har noget de ikke bryder sig om hos ham, og det kan hjælpe til et mere afbalanceret syn på ham? Hvad tænker du om det?
Som sagt at følelser svære at styre, og måske kan din fornuft hjælpe dig lidt på vej, så du fremover kan sige til dig selv: Det her er en fase i min udvikling, og helt naturlig. Selvfølelig må jeg være forelsket i min lærer, men kun på afstand.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen