Kære pige
Tak for dit brev. Jeg kan godt se, at det er en svær situation, du står i. Både i forhold til at være forelsket og genert og i forhold til din veninde, og hvad du skal sige til hende.
Først vil jeg sige, at jeg faktisk bliver glad, når jeg læser dit brev. Du er god til at beskrive, hvordan det føles at være forelsket. Det her med at blive helt underligt, når han er i nærheden af dig. Det må da også føles dejligt, at skulle i skole hver dag og glæde sig til at se ham. Når det er sagt, så forstår jeg godt, at det også kan være kompliceret. Især hvis man ikke ved, om følelserne er gengældt.
Du skriver, at du ikke tror, at han føler noget for dig. Du skriver også, at du har det sådan, at en sød fyr aldrig ville kunne lide en som dig. Her må jeg spørge (måske lidt dumt), hvor ved du det fra? Det lyder til, at du endnu ikke har talt så meget med ham, så faktisk ved du jo ikke, hvad han tænker. At du tror, at han ikke føler noget for dig, kan man vel groft sagt sige bare er noget, du tror. Det er ikke noget du med sikkerhed ved...endnu?
Du skriver, at du overhovedet ikke synes, at du kan sige noget til ham, fordi dine veninder nu ved, at du kan lide ham. Du skriver, at de sender hinanden blikke. Det virker jo forstyrrende og kan jo også give usikkerhed om deres blikke måske gør, at han heller ikke tør tale med dig...eller måske hjælper det ham til at forstå, at du har følelser for ham?
Det kan også være, at du måske oplever venindernes blikke presser på, netop fordi du har følelser på spil - kan det være sådan du føler? Hvis man er lidt usikker på sig selv, og på den anden, så er man måske mere tilbøjelig til at tænke: hvad tænker de andre om mig. Jeg tror faktisk, det kan være rigtig svært bare at være ligeglad med, hvad andre tænker. Det kræver mod. Det kræver også mod at turde tale mere med en, man er forelsket i. Men når alt kommer til alt, så er der vist ikke nogle nemme løsninger. Hvis du skal finde ud af, om ham fyren kan lide dig, så handler det måske også om, at I skal lære hinanden bedre at kende... Det kan man jo kun, hvis man opsøger hinanden og tilbringe mere tid sammen - lidt flere frikvarterer eller vove at invitere ham i biografen eller hjem til dig. Et sted hvor i er i fred for andres blikke. Hvad tænker du om det?
I forhold til din veninde, så kan jeg godt forstå, at du gør dig tanker. Jeg lægger, som det første mærke til, at din veninde blev sur – ikke fordi du er forelsket i hendes ven, men faktisk fordi, hun skulle høre det fra nogle andre veninder. Det får mig til at tænke på, at det måske mest af alt handler om ærlighed og tillid. Altså at du tør sige til hende, at du er forelsket i hendes ven. Venskaber skal man passe på, og derfor kan det måske være svært nogle gange, at turde snakke om 'det svære', fordi man er bange for, at ens veninde bliver sur, skuffet, vred eller ked af det. Men venskaber handler også om, at kunne være ærlige over for hinanden. Måske bliver du 'bare' nødt til at springe ud i det, og fortæller hende det. Jeg skriver 'bare', fordi jeg ved, at det er nemmere sagt end gjort. Måske kan du skrive et brev til din veninde? Du kan også, hvis du har mod på det, vise hende det brev, du har skrevet her. Du kan så fortælle hende, at du har skrevet ind til BørneBrevkassen. Det vil vise hende, at hun betyder noget for dig. Du gør dig tanker om, hvordan hun vil have det med det, og du forsøger at finde frem til den bedste løsning.
Jeg håber, du kan bruge mine ord og forslag til noget. At det giver mening for dig. Held og lykke med både forelskelse, generthed, mod og venskab.
BørneBrevkassen
