Brev

Forelsket i læreren

Hej BørneTelefonen

Jeg er en pige på 16 år, som er blevet forelsket i min 37 årige lære.

Jeg tænker på ham hele tiden, kan aldrig få ham ud af hovedet. Selv når jeg hygger og har det helt vildt sjovt med veninderne, er han stadig i mit hovede hvert minut.

Jeg har læst mange af disse breve om piger der er forelsket i deres lærer, fordi de bare havde lyst til at være forelsket eller fordi de elsker følelsen af at være forelsket. Men sådan er det IKKE med mig.

Jeg er virkelig forelsket i ham, elsker ham vildt højt. Jeg er ikke forelsket i ham fordi jeg synes det er sjovt eller alt det der andet. Jeg har bare brug for et råd om hvordan jeg stopper med at tænke på ham, og elske ham så meget, da jeg ved der ikke kommer til at være noget mellem os to.

Håber jeg kan få et råd, som ikke er at tænke på de negative ting ved ham, har allerede prøvet det, og der er intet negativt ved ham. Han er så sød mod mig, og han snakker og laver sjov med mig tit.

Jeg glæder mig hver evig eneste dag til at komme i skole kun for at se ham. Jeg hader når der er weekend og ferie, fordi kan slet ikke klare ikke at se ham i flere dage. Nogle gange græder jeg af så meget jeg savner ham.

Hvad stiller jeg op?

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,

Tak for dit brev. Jeg er glad for, at du skriver herind, for det lyder som om, du er ramt af en ordentlig omgang forelskelse.

Forelskelse er en sjov størrelse. Der er ikke noget, der kan være så fantastisk som forelskelse, men samtidig heller ikke noget der kan være mere forfærdeligt. Du beskriver selv, at du tænker på din lærer konstant og savner ham, når du ikke er i skole. Andre fortæller, at de kan føle, at de er ved at blive vanvittige, når de ikke er i nærheden af den, de er forelsket i.

Uanset hvordan forelskelse føles for den enkelte, er det ikke noget, man selv kan styre. Derfor kan jeg heller ikke fortælle dig, hvordan du kan holde op med at tænke på ham. Men jeg kan godt forstå, hvordan du har det. For jeg tænker, at det nærmest er at betragte som en kærestesorg, fordi du er opmærksom på, at der ikke kan komme til at ske noget mellem jer. Kærestesorg er hårdt, og det tager tid og omsorg for sig selv at komme sig over tabte drømme og et bristet hjerte. Tilmed tænker jeg, at det absolut heller ikke bliver lettere for dig, at du skal se ham dagligt og konstant bekræftes i, hvor skøn du synes han er.

Jeg tænker dog, at det er vigtigt ikke at blive vred på dig selv over, at du har tabt dit hjerte til din lærer. Du oplever, at han er sød og opmærksom på dig som elev, og det er jo på en måde rigtig heldigt, at du har en lærer med de kvaliteter.

Her til sidst bliver jeg nysgerrig på, om du mon nogensinde har været rigtig forelsket i nogen på din egen alder? Måske kan du lave en liste over nogle af de ting, du synes, er særlig gode kvaliteter ved din lærer og så med tiden begynde at se, om der måske kunne være en jævnalderende, som indeholdt de samme værdier og kvaliteter. Hvordan lyder det?

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt mulig held og lykke. Jeg tænker, at med alle dine kærlige tanker og din måde at mærke følelserne på, vil enhver være heldig at have dig som kæreste.

De bedste hilsner

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat