Hej pige på 15,
Det er slet ikke nogen nem situation, som du står i. Kærligheden og følelser er jo svære at styre og vi bestemmer ikke selv, hvem vi bliver forelskede i eller hvem der bliver forelskede i os.
Din bedste veninde, er nu blevet kæreste med den dreng, som du er lun på. Mon din veninde kender til dine følelser? Måske har hun lagt lidt mærke til, at du har været lidt ked af det på det sidste? Som bedste veninder er I nok også vant til at tale sammen om følelser. Måske kan du starte med at spørge hende, om hun mon har lagt mærke til, at du har været lidt stille på det seneste? Så kunne du jo sige, at du stadig var lidt lun på ham drengen. Så har din veninde lidt bedre mulighed for at forstå dig og måske forstå, hvorfor du somme tider går, når de er sammen. Måske kan I også lave en aftale om, at I fremover ikke kærester hinandens ex, med mindre man selv har sagt ok for det?
Jeg kan sagtens forstå, at det gør ondt at se dem sammen. Så måske kan det hjælpe dig lidt at undgå dem lidt i en periode? Altså ikke forstået på den måde, at du helt skal undgå dem, men måske også opsøge nogle andre veninder, så du har det hyggeligt med dem og ikke bliver mindet om drenge hele tiden. Måske har du også en fritidsinteresse, som du kan gøre lidt ekstra ud af?
Når kærlighed gør ondt, kan det være svært at forestille sig, at det nogen sinde stopper, og at man kan få følelser for en anden. Men man kan gøre en masse for at komme til at tænke på noget andet.
Udover din veninde, kunne der måske også være andre, som du kunne tale med om det her? Jeg tænker på en anden veninde eller måske en i din familie? Måske er der nogen af dem, som har prøvet noget lignede? I hvert fald kan det som regel hjælpe og trøste lidt, bare når man får delt sine følelser med andre. Måske har du en anden veninde i klassen, som du kan gå hen til, når du bliver lidt trist fx i frikvarteret?
Derudover vil jeg råde dig til at forkæle dig selv lidt. Gøre lidt mere af det, som gør dig glad. Nu kender jeg dig jo ikke, så jeg ved ikke, hvad du godt kan lide. Måske et ekstra langt bad, en gå-tur med hunden eller en god film? I hvert fald vil jeg råde dig til at passe på dig selv og vise dig selv omsorg.
Fra mig får du et stort kram, og et ønske om alt det bedste til dig.
Knus fra BørneTelefonen.