Kære Du
Tak for dit brev. Det er dejligt for dig, at du er forelsket, og slet ikke kan få tankerne væk fra hende pigen. Men som du skriver, kan man godt være fyldt med en masse tanker, og det kan være svært at finde ud af, hvad man skal gøre ved dem, om det går for hurtigt eller hvad man skal gøre.
Jeg forstår godt, at du måske kan føle, at det er lidt tidligt, da det kun var 3 uger siden du havde slået op med din x-kæreste. Måske det kunne være en ide at mærke efter inde i dig selv, om du selv synes, det er for tidligt? Nogen gange har man jo været enige om at gå fra hinanden, eller måske har man det bare godt med at være fra hinanden. Så er det måske okay, at man går videre til en anden?
Men på den anden side kan man jo heller ikke lave om på, hvordan man har det. Når jeg læser dit brev, er jeg ikke i tvivl om, at du gerne vil hende her pigen, og at du får det dejligt, hver gang du taler med hende. Hvis hun har det på samme måde, skal I selvfølgelig være sammen, om det er nu eller senere tror jeg ikke, der er andre end dig og hende, der kan vælge om er rigtigt eller forkert. Man kan selvfølgelig risikere, at nogen vil synes, at det er alt for hurtigt og alle mulige ting, men hvis du ikke er i tvivl og godt kan leve med, at der er nogen der tænker sådan, så tænker jeg godt, at du kan prøve at spørge hende, om hun har det på samme måde med dig.
Det kræver selvfølgelig også lidt mod at få spurgt hende, om hun har lyst til at mødes/være kærester eller andet, men det er kun hende, der kender svaret på, om hun har lyst.
Hvis du ikke helt har fået svar, eller måske har flere spørgsmål, kan du altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke, eller du kan gå ind på BørneChatten her på hjemmesiden og skrive lidt mere uddybende med en rådgiver.
Jeg håber, du får held med din kærlighed!
Kærlig hilsen BørneBrevkassen