Kære forelskede pige
Mange tak for dit brev. Du fortæller om din rigtig gode ven, som du har været forelsket i lige siden børnehaven.
Det lyder ikke som om han ved, hvordan du har det?
Du skriver, det er et problem, men du fortæller ikke så meget om, hvad du har LYST til, at der sker?
Mon du gerne vil fortælle ham det, og håber at han har det på samme måde, så I kan blive mere end venner? Eller vil du gerne blive ved at være venner på den måde, I er nu, og vil have forelskelsen til at forsvinde; Fordi det er svært at gå rundt og være forelsket i sin gode ven? Eller måske håber du på noget helt tredje?
Jeg vil prøve at komme med 2 forskellige forslag til noget, du kan gøre. Et til hvordan du måske kan blive mere end venner med ham, og et til hvordan du får forelskelsen til at forsvinde.
Hvis du gerne vil være mere end venner, kan du måske sige eller skrive det til ham? Og håbe at han har det på samme måde? Eller er det en helt forkert måde at gøre det på?
Hvis du gerne vil vise ham, at du kan lide ham mere end som en ven, men ikke har lyst til at sige det direkte til ham, så kan du måske begynde at foreslå nogle ting, I kan lave sammen. Måske laver I allerede ting sammen efter skole?
Måske kunne du invitere ham hjem til dig en eftermiddag? Så kunne I f.eks. se en film sammen, bage kage, spille spil, gå tur med din hund (hvis I altså har en hund), drikke varm kakao og bage pandekager? Eller hjælpe hinanden med at skrive stil eller lave blækregning?
Du kan sikkert selv finde på nogle endnu bedre ting, I kunne lave sammen. Du ved jo, hvad I kan lide og synes er sjovt. Hvis det er svært kun at invitere ham, så kan du måske invitere lidt flere? F.eks. en af dine veninder og en af hans venner. Så er I 4 og kan hygge sammen alle sammen.
Hvis han har lyst til, at I hygger sammen efter skole, så er det fordi han gerne vil bruge mere tid med dig. Og hvis han siger ja (måske er du nødt til at spørge et par gange, før han kan eller tør sige ja), så får I mulighed for at være mere sammen og finde ud af, om I kan blive mere end venner.
Hvis han svarer nej mange gange, så er det måske fordi han er genert, eller måske fordi han (desværre) ikke lige nu tænker på dig på dén måde. Men så har du i hvert fald gjort noget. Lyder det som en god måde?
Jeg lovede dig også at komme med et forslag til, hvad du kunne gøre, hvis du gerne ville have forelskelsen til at gå væk.
Det var måske lidt meget at love… For man kan desværre ikke få forelskelse til at forsvinde på kommando! Det ved jeg ellers, at der er mange, som ville ønske man kunne!
For forelskelse kan drive en til vandvid ved bare at blive ved og ved – og så pludselig en dag: Er den væk!
Så det bedste forslag jeg har, hvis du gerne vil holde op med at være forelsket, er at vente på det forsvinder af sig selv (ved godt det er et sølle ”råd”).
Mens du venter, kan du bruge lidt mindre tid sammen med ham, og mere tid sammen med andre venner og veninder, og lave ting, der slet ikke har noget med ham at gøre.
Jeg håber, du kan bruge mine forslag til noget? Du kan også altid ringe/chatte med os på BørneTelefonen på nummer 116111. Det kan være lidt lettere, hvis man kan stille hinanden spørgsmål undervejs.
Held og lykke med det hele!
Kærlig hilsen BørneTelefonen