Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Forelsket eller ej?

Hej BB.

Jeg er en pige på 13 år (snart 14), og jeg skal i 8. klasse efter sommerferien.

Jeg har gået i min klasse i ca. et år nu, og vi har et fantastisk forhold.

Men her på det sidste har jeg haft en meget underlig fornemmelse… For ca. 2 måneder siden begyndte jeg at synes at en dreng fra min klasse var lidt sød (havde aldrig tænkt sådan om ham før). Vi skrev og snakkede rigtig meget sammen, og det gør vi stadig. Vi har holdt lidt i hånden, og vi været ude og spise en dag.

Jeg ved at han er rigtig forelsket i mig, for det har han fortalt til min bedste veninder, og man kan også godt mærke det på ham.

Nu har jeg det bare virkelig blandet… Altså han er jo en fantastisk ven, men jeg har lidt fortrudt det med at holde i hånden, og jeg har lidt afvist ham når han skriver til mig, for jeg vil ikke være kærester med ham (han har hentydet til at være kærester før)… Jeg ved at det går ham på når jeg afviser ham, for det har han også sagt til min veninde…

Her kommer mine spørgsmål;

– Hvordan skal jeg afvise ham uden at han bliver alt for ked af det?
– Har man noget kørende fordi at man holder i hånden, eller kan man godt gøre det som venner? For jeg vil gerne holde ham i hånden hvis man kan gøre det som venner.
– Har I andre gode råd til mig??

De bedste hilsner fra en meget forvirret pige…

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at finde rundt i sine følelser - måske især, når det er en god ven, der gerne vil være kærester. Jeg vil prøve at svare, så godt jeg kan, på de spørgsmål du stiller.

Det lyder som om, at I begge to godt kan lide at være sammen og hygger jer med hinanden. Det er jo dejligt at have venner, som man holder af og har det rart med, så jeg håber, at I holder fast ved den gode relation. Det lyder til, at han nok er blevet lidt forelsket i dig. Du skriver, at han gerne vil være kæreste med dig og at du ikke rigtig er det samme sted, lige nu i hvert fald. Det er jo helt iorden og reelt, at du ikke har lyst til det. Det er godt, at du lytter til, hvordan du selv har det.

Jeg kan høre, at du er glad for ham. Jeg er lidt i tvivl om, om du måske stadig er ved at prøve at finde ud af, om du også er vild med ham? Måske er du lidt vild med ham, men er bare ikke parat til at have en kæreste? Måske kan du bare lide ham som ven? Det kan være svært at mærke sådan helt præcist. Og man kan godt ændre mening nogle gange - det er helt normalt. 

Det er meget omsorgsfuldt af dig, at du tænker på, hvordan du kan sige til ham, at du ikke være kærester, uden han bliver for ked af det. Det er godt at gøre sig umage for at være søde og ordentlige overfor hinanden, men det er nok svært at komme helt udenom, at han bliver lidt ked af eller skuffet. Sådan er det desværre med den kærlighed; at vi kan gøre hinanden kede af det.

Du kan måske prøve at skrive ned, hvordan du vil sige det til ham. Du kan fortælle ham alle de ting, som du godt kan lide ved ham. Og så fortælle ham at du gerne vil være venner med ham, men at du har mærket efter, og du har desværre ikke lyst til at være kærester. Jeg synes faktisk også, at du beskriver det rigtig fint i brevet her.

Du spørger, om man kan holde i hånd, når man bare er venner - det kommer nok an på, om begge er enige om, at det er rart at gøre det, når man er venner. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Du kan måske spørge ham, og så kan han sige ja eller nej? 

Du spørger også til andre gode råd. Jeg fornemmer, at du måske kommer til at tænke meget over det her med at være kærester. Det lyder som om, at du godt kan lide drengen, og at du gerne vil være tæt på ham - så måske får du lyst til at være kæreste med ham alligevel en dag. Når man bliver kærester, så prøver man blandt andet at finde ud af, om det fungerer og om man bliver ved med at være glade for hinanden. Man lover ikke nødvendigvis, at det er for altid, eller at man skal være på en bestemt måde som kærester. 

Men man skal selvfølgelig være søde ved hinanden, og jeg kan høre, at du er meget betænksom og omsorgsfuld. Så måske kan du tænke på, at det vigtigste er, at man følger sine følelser og gør det, man føler er rigtigt. 

Rigtig meget held og lykke med det. 

Kærlig hilsen 

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat