Kære forelskede dreng
Hvor er det godt, du skriver, for når man er forelsket, kan det føles rigtig dejligt, men jeg kan godt forstå, at du synes, det er lidt svært…
Når du skriver, at du har på fornemmelsen, at hun også er vild med dig, kan det måske være, du kan finde mod til at spørge hende, om hun vil med i biografen en dag? Eller du kan invitere hende ud og gå en tur eller på café?
Måske har du hendes telefonnummer, så du kan SMS’e til hende? Eller også kan du skrive en privat besked til hende på Facebook (hvis I begge har en profil?)? En gang imellem kan det være nemmere at spørge på skrift end at skulle finde mod til at spørge hende ansigt til ansigt. Måske kan du starte med at skrive lidt med hende, og så prøve at se, om du kan mærke, at hun er interesseret i dig… Du kan fx skrive og sige ’hej’ og høre, hvad hun laver – bare helt stille og roligt, og så se, hvad hun svarer.
Ellers tænker jeg, at du måske kan spørge hende, om hun vil lave matematik eller engelsk sammen en dag, fordi du har lidt svært ved en af opgaverne..?
Det kan også være, at I snart skal til en fest et sted… Sommetider kan det være nemmere at få snakket og hygget sig lidt sammen, når man er til fest. Måske vil hun med ud og have noget frisk luft på et tidspunkt..?
Ellers kunne du måske invitere et par stykker fra klassen til filmaften… Det kan også være en god anledning til at være sammen på en anden måde end i skolen, hvor man lærer hinanden lidt bedre at kende.
Hvis du er usikker på, om hun rent faktisk er vild med dig, kan du måske prøve at høre nogle af de andre fra klassen, om de også har lagt mærke til, at hun viser tegn på, at hun godt kan lide dig… På den måde får du ikke sagt noget om, at du er vild med hende, men bare at du tror, hun er vild med dig.
Jeg håber, du finder mod til at få taget kontakt på en eller anden måde.
Held og lykke!
Mange hilsner BørneBrevkassen