Kære pige på 15 år
Tak for dit brev til BørneBrevkassen. Hvor er det dejligt at læse om din forelskelse. Alligevel kan jeg godt forstå, hvis du føler dig lidt utålmodig eller frustreret over, at I ikke rigtigt kommer videre og bliver kærester.
Når jeg læser dit brev, bliver jeg i tvivl om, hvor meget I ser hinanden i hverdagen? Måske er det en ven, du udelukkende møder, fordi I begge deltager i bowlingstævner, eller går I på samme skole? Hvis I kun ses til stævnerne, kan det måske godt begrænse dine muligheder lidt, alt efter hvor langt I bor fra hinanden. Hvis I går på samme skole, har du måske nogle muligheder for også at se ham i pauserne..?
På mig lyder det til, at I begge har nogle følelser for hinanden. Kunne det være et skridt i en mere kæresteagtigt retning at foreslå, om I skulle tage en tur i biografen, bare jer to? Det ville være en anderledes måde at mødes på, end den du beskriver I plejer, og måske kunne det føre noget mere med sig...
Hvad tror du, han ville sige til, hvis du fortalte ham om dine følelser for ham? Måske tænker du, at det ville være svært eller pinligt..? Kunne du måske fortælle ham noget i retning af, at du bliver glad for det, når han skriver, at han elsker dig? Hvordan tror du, han vil reagere på det? Måske er han også usikker på at tage det første skridt...
Jeg kunne forestille mig, at der er rigtig mange børn med til sådanne bowlingstævner. Måske kan det være svært at tale så privat med så mange omkring jer? Var det en mulighed, at I sammen gik en tur lidt væk for jer selv? Hvad tænker du, der ville ske, hvis du tog hans hånd i din under sådan en lille gåtur?
En anden mulighed var, at du viste ham dit brev, som du har skrevet til BørneBrevkassen. På den måde får du, uden at skulle sige noget, fortalt ham, at du gerne vil mere... Var det måske en mulighed, tænker du?
Hvis du har lyst til at tale mere om dine muligheder, kunne det måske være en ide for dig at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Der sidder nogle dygtige rådgivere, der kan lytte til dig.
Mange kærlige hilsner,
BørneBrevkassen