Kære pige på 11.
Hvor er det dejligt, at du er forelsket i ham drengen fra din klasse. Jeg kan godt forstå, at du ikke helt ved, hvad du skal gøre. Og at du gerne vil finde ud af, om han også synes, at du er sød. Jeg synes allerede, at du har vist, at du er modig. Du har skrevet et kærestebrev, og selvom du ikke har skrevet dit navn på, har du sat ord på dine følelser og søgt kontakt til ham du er forelsket i. Det kræver mod, at tage det første skridt.
Det kan være svært at fortælle en anden, at man godt kan lide dem. Du skriver, at du er nervøs for, at han siger det til andre. Eller at han siger nej. Men tænk på at de fleste bliver glade for, at vide at andre synes de er søde. Det er jeg sikker på, at drengen fra din klasse også bliver.
Der er forskellige ting du kan gøre, for at finde ud af om han kan lide dig. Hvis du synes, at det er lidt for svært, at sende ham et kærestebrev med dit navn på nu og her, kan du gøre nogle andre ting først. Næste gang du ser ham på skolen eller i klassen, kan du smile til ham, sige hej eller give ham et kompliment. F.eks. "fede sko". Komplimentet skal selvfølgelig være om noget ved ham, som du synes er sejt eller sødt. Skoene er bare et eksempel.
Hvis han smiler eller hilser igen, kan det betyde at han også synes, at du er sød. Noget andet du kan gøre er, at prøve at skaffe hans mobilnummer og måske skrive til ham. Det kunne f.eks. være om noget, der handler om klassen eller skolen. Eller noget I begge er interesseret i. Hvis han virker glad for, at du skriver, kan du måske skrive til ham at det var dig, der sendte ham kærestebrevet. Hvis han ikke har de samme følelser for dig, kan du skrive til ham, at han ikke skal fortælle andre om dit brev. Det tror jeg, at han vil forstå.
Det er ikke til at sige, hvad der vil ske, hvis du kontakter ham du kan lide. Men jeg synes, at du skal tage endnu et skridt, hvis du har mod på det. Jeg håber, at det går, som du ønsker det.
Mange hilsner BørneTelefonen