Kære forelskede dreng,
Tak for dit rigtige søde brev. Det er dejligt, at synes godt om en pige og mærke spændingen ned i maven, når man ser hende, men kan også være lidt frustrerende, når man ikke lige ved, hvordan man skal komme videre. Det er en følelse, du deler med mange unge.
Jeg tænker, når I kører i bus sammen hver dag, kunne det måske være en idé at sætte dig ved siden af hende i bussen og prøve at spørge ind til noget helt neutralt, som i har til fælles f.eks. jeres skole.
Jeg ved godt at det kræver mod, men jeg tror, at efter den første snak vil det være meget nemmere at sætte dig ved siden af hende næste gang. Tit er tanken meget værre end virkeligheden, og du vil allerede efter første gang være blevet lidt klogere på, om I skal forsætte med at snakke sammen.
Det er svært at sige om snakken bare kører derud af, eller om det er lidt svært. Da kan det være en god idé at have tænkt på noget at snakke om, hvis ikke lige det første, du vælger, kører så godt. Måske har I fælles venner, fælles interesser osv.
Når du har fået åbnet op for snakken, kan du måske forslå, I tager den samme bus hjem. Jeg tænker, det er nemmere for dig at komme i kontakt med hende i bussen i stedet for skolen, hvor I begge to måske tænker for meget over, hvad jeres kammerater tænker. Evt. kunne du prøve at spørge hende om hun er på Facebook, så kunne du evt. også kontakte hende der..?
Håber du kan finde det sidste mod, så du kan komme i tale med den pige, du bare synes er utrolig smuk, som du skriver.
Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke med dig, hvis du har brug for det.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen