Kære pige 11 år,
Mange tak for dit brev.
Det du prøver lige nu har rigtig, rigtig mange andre også prøvet: At være forelsket i mere end en ad gangen.
Og mange bliver lige så forvirrede som dig. De tror nemlig, at man kun kan være ægte forelsket i én. Og at hvis man er forelsket i flere, så må man finde ud af hvilken en af forelskelserne der er den ”ægte”.
Men sådan er det ikke.
Man kan godt være forelsket i flere på én gang, samtidig med at alle forelskelserne er lige ægte. Men det er svært at føle sig splittet mellem sine stærke følelser for to (eller flere) forskellige drenge.
Men måske kan det hjælpe dig lidt, at du ved, du ikke behøver vælge? Og vide at det er helt ok at være forelsket i flere på en gang?
Du har helt ret: Forelskelse kan gøre ondt, fordi det kan være svært, at rumme alle de stærke følelser man har inde i sig.
Nogen gange kan det hjælpe at skrive dagbog om dem man er forelsket i, hvis man ikke lige har nogen man kan dele alle sine stærke følelser, drømme og tanker med. Så er det lidt ligesom om man ”har” dem hos sig alligevel (i dagbogen), selvom de måske ikke er tæt på en i hverdagen, og måske heller ikke ved man er forelsket i dem.
Tror du det kunne hjælpe dig at skrive dagbog, om dine følelser og tanker om de to drenge?
Om at være forelsket i en kendt person. Når man er forelsket i en kendt person, så er det som du også selv skriver, tit meget svært.
For alle de billeder og historier man hører om personen, er jo en slags ”glansbilleder”. Det kan være med til at gøre forelskelsen endnu stærkere. Fordi de virker helt perfekte og uden kedelige sider.
Men de er jo helt almindelige mennesker, der også har dårlige dage, hvor de ikke er så sjove at være sammen med. Det kan måske hjælpe dig at huske på det? At han ikke er mere perfekt end ham fra skolen – eller alle andre drenge.
Og måske kan det give dig lyst til, at prøve at lære drengen fra din skole lidt bedre at kende? Hvis du har brug for råd om, hvordan du kan komme i kontakt med ham, så vil vi rigtig gerne hjælpe. Måske kan du kigge mere på vores hjemmeside, om forelskelse og kærlighed her: http://www.bornetelefonen.dk/Temaer/Forelskelse.aspx
Jeg ved ikke om mit svar har hjulpet lidt? Eller om jeg har misforstået noget? Husk du også altid er velkommen til at ringe, chatte eller sms’se til os. Nogen gange er det lettere når man kan tale mere direkte sammen. Det gælder også, når det handler om følelser og forelskelse.
Mange kærlige hilsner BørneTelefonen