Kære pige på 15 år
Mange tak for dit brev. Hvor lyder det bare dejligt for dig, at du er forelsket. Det er en fantastisk følelse at være forelsket, men samtidig kan det også være svært, når man ikke ved, om den man kan lide, også kan lide en selv.
Når nu drengen og dig ikke snakker så meget sammen, tænker jeg, at det vil være en rigtig god idé at vise ham, at du er interesseret. En mulighed for det kan være, at næste gang du ser ham på skolen, kan du kigge på ham og få øjenkontakt, og så sende ham et smil. Du kan også prøve at sige hej til ham, hvis I får øjenkontakt, når I møder i skole om morgenen.
På den måde begynder han måske også, at lægge mere mærke til dig. Nedenfor har jeg indsat et link til vores hjemmeside. Der er nogle gode råd til, hvordan man kommer i kontakt med den man godt kan lide.
http://www.bornetelefonen.dk/Temaer/Sex-og-seksualitet/Vaerktojskassen/scoretips.aspx
Jeg synes, at det er rigtig godt, at du har fortalt dine veninder om drengen. – Det er for det meste rigtig rart, at der er andre der ved sådan nogle ting, så man kan snakke om det. Jeg synes det er et godt råd, som dine veninder kommer med. – at du skal skrive til drengen. Samtidig kan jeg godt forstå, at du er bange for det, fordi du ikke ved, hvad han synes om dig. Og det er selvfølgelig heller aldrig rart at blive afvist. Har dine veninder måske også kommet med et forslag til, hvad du kunne skrive til drengen? Måske kunne det være en idé, at I sammen formulerer en besked, som du kan sende til ham. Jeg kunne ikke forestille mig, at han ville gøre nar af dig i skolen. Du behøver jo ikke skrive at du kan lide ham, men måske bare skrive en besked om noget mere tilfældigt, for eksempel: ”Hvad var det nu for nogle lektier vi fik for i matematik?” Hvad tænker du om den idé?
Måske er det meget godt, hvis du først begynder at tænke på, at få mere kontakt med ham, inden du fortæller, at du er vild med ham. Så får han som sagt også mulighed for, at lægge mere mærke til dig. Du skriver, at han på et tidspunkt kiggede ret meget efter dig, når du ikke så det. Så virker det jo til, at han på et tidspunkt faktisk har lagt ret meget mærke til dig, og det er jo rigtig godt.
Det kan være rigtig irriterende at være genert. Jeg ved, at der er mange der har det ligesom dig, at de heller ikke tør at snakke med den de kan lide, fordi de er generte. Den bedste måde til at turde snakke med søde drenge er, ved at øve sig i det. Man behøver ikke tænker, at man skal snakke en hel masse med dem, men bare stille og roligt begynde at snakke med dem. Det kan måske være rart at have tænkt over nogle ting, som man vil spørge om. Du kan eventuelt undersøge hvad han interesserer sig for, og så har I måske noget at snakke om.
Jeg håber, at du kunne bruge mit svar. Du er også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du har lyst til at snakke med en af vores rådgivere.
Held og lykke med det hele.
De kærligste hilsner fra BørneTelefonen