forelskelse

Hej 
jeg blevet forelsket i min pædagog som jeg kalder for P i det her brev, og det er ikke for godt for han er 45 og jeg er 14. Jeg har kendt ham i 3 år og 2 mdr. Og da jeg så ham første gang tænkte jeg hold kæft hvor er han lækker, men nu er P er blevet til min pædagog, og jeg er for alvor blevet vild med ham.
Mine veninder siger jeg er skør og de synes det er en smule ulækkert at jeg kan lide P så meget, og de synes jeg skal finde nogen på min egen alder. Men der er det at alle de kærester jeg har haft var mellem 1-4 år ældre end mig og hvis jeg så nogle pæne/lækre mænd i tvet var det også dem jeg gerne ville være sammen med. 
Min mor fniser bare og siger at sådan er det når man er på min alder.Det er der også andre der har sagt, men så nemt er det heller ikke for jeg er nærmest besat af ham P, ikke på en sygelige måde (tror jeg nok)vi har et rigtig godt forhold i forvejen som elev og lære og ikke andet. 
Vi kan snakke sammen om fyre og de ting der svære der hjemme, men har jeg været sur på ham (når det sker hvis det sker) så har jeg svært ved at sige at jeg ikke kan være sur på ham og at han betyder meget for mig, på det plan at han hjælper mig rigtig meget. 
For et par dage siden stak jeg af derfra hvor jeg bor, og måtte ringe til ham fordi jeg var helt ude af den, vi mødtes ude foran hans hus og snakkede bagefter to jeg hjem igen. Og satte mig til at skrive et brev om jeg var glad for han kunne hjælpe mig sådan som han gør osv. han sagde tak dagen efter og det var det, men de ting jeg skrev ville jeg ikke kunne have sagt uden enten at skulle grine eller græde fordi jeg bliver nervøs, og det havde jeg ikke lyst til.
Hvis jeg fortalte ham at jeg var forelsket i ham, så er jeg bange for at det ville ødelægge det forhold vi nu en gang havde, og jeg er bange for ikke at kunne se ham i øjne mere. Så hjælp mig for jeg sgu! Ikke hvad jeg skal gøre.
Mange kærlige hilsner Pigen Med stort S