Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

forekskelse

Hej,

jeg er en dreng på 14 år som er forelsket i en pige fra klassen,

vi snakker meget sammen og følges hjem fra fra skole men jeg ved ikke om hun er forelsket i mig????

og jeg har tængt mig at spørge om hun være min kæreste

Hjælp mig hvad skal jeg gøre

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng

Mange tak for dit brev. Det er sejt, at du skriver herind om det. Det kan være svært, hvordan man lige skal finde ud af, om den man godt kan lide, vil være kærester. Det er modigt af dig at skrive herind, og det giver mig en fornemmelse af, at du også har modet til at finde ud af, om pigen fra din klasse også er forelsket i dig.

Jeg læser det som, at det ville være hjælpsomt for dig at få ideer til, hvordan du kan finde ud af, om pigen er forelsket i dig og vil være kærester med dig. Jeg håber, at det er rigtigt forstået..?

I forhold til at spørge hende, om hun vil være kærester, kan det nogle gange være en hjælp for en at tænke over, hvordan man selv ville synes, at det kunne være en rar måde at tale om det på. Det kan for nogen være en hjælp til at finde ud af, hvordan man egentlig selv skal gøre det. Gad vide hvilken måde du synes kunne være rar, og kan det måske være en hjælp for dig?

Du skriver, at I følges hjem efter skole. Måske kunne en mulighed være at tale med hende om det dér, hvor I er sammen på tomandshånd. Det kan være rart, at der er ro og tid, når man skal sige noget, som er personligt for en. Ville det mon være et godt tidspunkt, og hvordan ville det være for dig?

Det kan også nogle gange være en hjælp at sige højt for sig selv, hvad man gerne vil sige. Det kan på den måde måske blive lettere at sige i situationen, og måske kan det hjælpe til, at man ikke bliver ligeså nervøs i situationen. En måde kunne være at komme på forskellige måder at sige det på og så sige det højt for sig selv. På den måde kan man måske finde frem til, hvilken måde man bedst selv kan lide at sige det på.

Hvordan ville det fx lyde at sige; jeg kan rigtig godt lide dig og jeg synes, at det er hyggeligt at være sammen med dig. Vil du være kærester. Man kunne også sige; jeg tænker, om vi skulle komme sammen. En helt tredje måde kunne også være; jeg har tænkt over det i længere tid, og vil høre dig, om du har lyst til at være kærester med mig... Hvilken måde kunne være en god måde at spørge på for dig? Ville det være nemmest for dig at sige på vej hjem fra skole eller på et andet tidspunkt, og hvornår skulle det så være?
 

Det kan være svært at vide, om den anden er forelsket i en. Gad vide om I nogensinde taler om sådan noget som, hvem man kan lide og sådan nogle ting? En måde at finde ud af, om hun er forelsket i dig, kunne måske være ved at begynde at lave flere ting sammen. Du kunne for eksempel høre hende, om hun har lyst til at lave noget sammen med dig efter skole, så I har mere tid sammen bare jer to. Måske kunne det være en måde til at finde ud af, hvad hun tænker om dig. Gad vide hvad du tænker om det, og hvad kunne være en god og hyggelig oplevelse eller ting at lave?

Jeg tænker, om du mon har talt med en af dine venner om det? Det kan være, at din ven har en ide til, hvordan du kan finde ud af det. Det kan også være, at en af dine venner måske selv har prøvet det før og har gode råd til, hvordan du kan finde ud af det. Gad vide om der er en ven, du har lyst til at tale med? Hvordan ville være en god måde at tale med en ven om det på?

Du er også meget velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116 111 eller logge på chatten. Det kan måske være en mulighed at øve igennem, hvordan man kunne gøre, hvis du fortsat er i tvivl om, hvordan du skal sige det eller gerne vil have flere råd.

Du har vist rigtig meget mod ved at skrive herind, og jeg synes, at det er sejt af dig, at du vil spørge hende, om I skal være kærester. På den måde kan man også hurtigt finde ud af, om den anden også er forelsket i en selv. Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke. 

Mange hilsner fra BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat