Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Forbudt kærlighed. Mine forældre vil ikke ha det!

Hej 🙂

Nu har jeg et virkelige stort problem, som jeg håber i kan hjælpe mig med!

Jeg er faldet for denne her fyr som er 3 år ældre en mig.

Han har ikke en så god fortid, men er en helt anden person nu! Han har prøvet hash nogle gange, og kunne godt li at være sammen med piger, men han var jo ikke i noget forhold, så hvorfor ikke? Alle siger han er forandret. hans familie, forældre, hans søsters kæreste og venner. På den gode måde!

Nu er det sådan, at vi har fået føleser for hinanden.Men mine forældre og søster vil ikke ha det!

Det nytter ikke at snakke med dem om det! Jeg siger at alle kan foraldre sig, men det tror de intet på, og er bange for at jeg kommer ud i sådan noget! men det gør jeg also ikke! og hvis han gør sådan noget igen forlader jeg ham..

Min mor flipper ud, og siger hvis jeg har kontakt med ham så tager hun min mobil, computer og siger at jeg skal flytte til min mormor.

Jeg kan ikke tanken om dette. Jeg elsker ham!

Jeg har mødt hans forældre, og søster, de er alle lige søde og gode ved mig, men ingen i min familie ved af ham, og det gør mig ked af det.

Han sejler, og jeg har en halskede fra ham, så det minder mig altid om ham, og jeg er altid lige glad at høre fra ham. En af hans venner sagde at han har hørt at jeg er sådan en pige der får fyrene at falde for mig, og så forlader jeg dem, men sådan er jeg ikke! jeg er alt for glad for ham at gøre sådan noget!

Jeg har talt med mine veninder om dette, de siger at mine forældre vil gi ham en chance, og vil forstå mig. Men jeg tør bare ikke at fortælle dem hvordan de reagerer hvergang jeg taler om ham. Jeg vil ikke lade dem gøre noget ved vores forhold! jeg elsker ham!

Hvad skal jeg gøre :(?

tak for hjælpen 🙂

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Tak for dit brev. Det er rigtig godt at du skriver, for jeg kan høre at fyren betyder rigtig meget for dig. Jeg vil forsøge at hjælpe dig, så godt jeg kan.

Allerførst vil jeg sige, at det lyder dejligt, at du har mødt en sød fyr, og at både ham og hans familie er søde og gode ved dig. Det er også rigtig godt at høre, at han har lagt fortiden bag sig, og er startet på et nyt og bedre liv. Det er sejt gået af ham! Hvor er det ærgerligt, at dine forældre har svært ved at forstå, at han har forandret sig. Jeg kan godt forstå, at det er en svær situation at stå i for dig. Du vil gerne være sammen med fyren, men samtidig ønsker du ikke at gå i mod dine forældre og din søster. Jeg synes det er rigtig godt, at du har prøvet at forklare dem, at han har forandret sig – også selv om de ikke tror på det.

Jeg tror, at der er mange, som kan genkende den situation du står i lige nu. Hvis man er blevet forelsket i en fyr, vil man bare gerne have, at ens familie accepterer og kan lide ham, så man kan være sammen med ham, og ikke skal ’kæmpe’ for at få lov til det. Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at din familie er rigtig bekymrede for, at der skal ske noget med dig, eller at du skal komme ud i nogle ting, som ikke vil være gode for dig, hvis du er sammen med fyren, fordi han ikke har en særlig god fortid. Er det mon rigtigt forstået?

Der er sikkert mange, som kan genkende, at det kan være rigtig svært at ændre på den fortid og det rygte man har. Det lyder som om, at fyrens fortid ’hænger’ lidt ved ham, og at han nærmest skal bevise, at han har forandret sig, før din familie tror på det. Det er rigtig ærgerligt, at det skal være sådan. Jeg tænker også, at din familie er så bekymrede for dig, fordi de ikke vil have, at der sker dig noget, og det er jo egentlig ret sødt, selvom det lige nu kommer til at forhindre dig i at gøre det, du allerhelst vil – at være sammen med fyren.

Jeg synes, at dine veninder har ret i, at dine forældre bør give ham en chance. Det lyder også som om, at det er svært for jer (dig og din familie) at snakke om tingene lige nu, på en stille og rolig måde, fordi I alle er frustrerede over situationen. Jeg tænker, at du måske kan skrive et brev til dine forældre og din søster, hvor du kan fortælle dem, hvor meget det betyder for dig, at de vil give fyren en chance for at bevise, at han har forandret sig. Du beskriver det rigtig flot i det brev du har skrevet til BørneTelefonen. Måske kan du genbruge nogle af de samme ting i brevet? Du kan måske også komme med eksempler på, hvordan han har forandret sig. Jeg tænker, at et brev kunne være en god mulighed for at få sagt de ting, du har brug for at sige til dine forældre og din søster, uden at de flipper ud, og måske ikke hører efter alligevel. Et brev kan de sidde stille og roligt og læse en dag, hvor du ikke er hjemme. Så kan de måske også snakke lidt sammen om det du har skrevet, og hvor vigtigt det er for dig. Hvordan tror du, at det ville være?

En anden mulighed kunne være, at vise dem det brev, du har skrevet herind. Heri beskriver du rigtig flot dine tanker og følelser omkring fyren og dét, at din familie ikke vil have, at du ser ham. Måske kunne det få dem til at indse, hvor meget det vil betyde for dig, at de giver ham en chance. Det er måske også vigtigt for dem at vide, at du vil forlade ham, hvis han igen kommer ud i noget, der ikke er så godt, som du selv skriver i dit brev. Det kan måske være en slags ’sikkerhed’ for dine forældre, for at du passer på dig selv.

Hvis dine forældre går med til at give ham en chance, tror jeg, det er vigtigt, at de også lærer ham lidt at kende, så de kan se, at han er en god fyr. I kan måske aftale, at han kan komme hjem til en sodavand eller aftensmad næste gang han er hjemme? Jeg tænker, at det kan være med til at ændre din families syn på ham, hvis de ser hvem han er, og lærer ham lidt at kende. Så får han en chance for at bevise, at han har forandret sig.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og ønsker dig alt held og lykke med fyren.

De kærligste hilsner fra

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat