Brev

Jeg kan lide en muslim

Hej BørneTelefonen
Jeg er en pige på 14 der kan lide en muslimsk dreng. Det er lidt en krise da jeg ikke tror at muslimske drenge må have kristne piger som kæreste og det går mig lidt på. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for han fylder virkelig mit hoved og han giver også udtryk for noget🙏🏻
Hvad gør jeg🥲
Mvh pige på 14

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Tusind tak fordi du har skrevet til BørneTelefonen.

Hvor er det godt, du skriver. Det viser mig, at du har modet til at dele noget, der betyder noget for dig, med andre. Det er virkelig stærkt gjort. Det lyder skønt, at du oplever følelsen af forelskelse. Kærlighed og forelskelse har virkelig evnen til at bringe glæde og løfte vores humør.

Som jeg forstår dig, så kan du kan lide en muslimsk dreng og du tror ikke, han må have en kristen pige som kæreste.

Du fortæller, han fylder meget i dit hoved.

Du skriver, det går dig lidt på, om han godt må være kæreste med dig. Du spørger, hvad du skal gøre, da du fornemmer, han også giver udtryk for at kunne lide dig.

Jeg kan godt forstå, at du bliver usikker.

Det er somme tider svært at vide, hvad andre tænker og mener om en. Jeg tænker, den følelse af tvivl måske bliver forstærket hos dig, fordi du tror, han måske ikke må være kærester med dig.

Der er forskel på at være muslim og at være en praktiserende muslim. At være muslim betyder, at man tilhører religionen, mens en praktiserende muslim aktivt følger de religiøse regler og traditioner. Når det kommer til religion, er der også forskel på, hvordan folk vælger at praktisere den. Nogle følger alle regler meget nøje, mens andre fortolker religionen mere frit og måske lever mere efter nogle grundlæggende værdier end faste regler.

Det kan være meget forskelligt, hvordan man vælger at leve sin hverdag, alt efter hvilke værdier, interesser og overbevisninger man har. Selv om du ikke skriver særligt mange detaljer om drengen er praktiserende muslin, så kan jeg godt høre på dig, at det fylder meget hos dig.

Det kan være svært at vide, hvordan drengen forholder sig til religion. Måske tolker han islam meget frit, eller måske følger han den mere bogstaveligt.

Jeg vil foreslå dig, at du taler med drengen

Det er rigtig svært at vide, om det man tror, faktisk er sandheden. Måske har du hørt nogle historier, som gør dig i tvivl om, han må være kærester med dig, men du ved det ikke med sikkerhed, førend du taler med ham.

Jeg tror, det er vigtigt, at du taler med ham om, hvordan du føler. Du skriver, du fornemmer, han også er interesseret i dig. Måske han går rundt med samme tanker som dig? Hvad tænker du om det?

Jeg forstår godt, hvis du synes, det er svært at tage det op med ham. Det er naturligt at være bange for at blive såret, hvis han ikke føler det samme. Men hvis du ønsker mere end et venskab, er det en chance, du er nødt til at tage.

Du kunne måske starte med at sende ham en SMS eller nævne det kort, når I taler sammen, at du tænker på ham. Du behøver ikke at dele alle dine følelser med det samme. På den måde kan du se, hvordan han reagerer, før du åbner dig helt op for ham.

Det kan være rigtig svært at tage hul på den snak, men jeg tror, det vil være godt for dig at sige højt, hvordan du føler.

Det er lidt lige som en ballon, du bare puster mere og mere luft i. Hvis du taler højt om dine følelser, så brister ballonen og luften fiser ud.

Du er ikke alene

Her hos BørneTelefonen taler vi ofte med unge, der er i tvivl om, hvorvidt man kan være kærester med en, der har en anden tro end en selv.

Der kan være mange forskellige grunde til denne tvivl, men fælles for dem er, at det kan fylde meget i hverdagen og nogle gange overskygge alle de gode ting, man også oplever.

Jeg fortæller dig dette, fordi det er vigtigt, at du ved, du ikke er alene om disse tanker. Det er helt naturligt at føle, som du gør.

Vi mennesker har brug for at føle os trygge med dem, vi er sammen med, og det er derfor, det kan være så udfordrende, når forskelligheder som religion kommer ind i billedet.

Selvom nogen måske mener, at det er forkert at være kærester, hvis man ikke har den samme religion, betyder det ikke nødvendigvis, at det er forkert for dig eller drengen. I har begge har ret til selv at bestemme, hvordan I vil tro, og hvem I vil være sammen med, fordi I begge har ret til at have jeres egen religion.

Det kan være lidt forvirrende, fordi forældre har ret til at opdrage deres børn i deres religion. De kan for eksempel bestemme, at man skal deltage i gudstjenester eller fredagsbøn, men de kan ikke bestemme, hvad man tænker, når man er der.

Det betyder også, at hvis du eller drengen mener, at det er okay at være sammen, selvom du er kristen og han er muslim, så er det det. Det er helt op til jer at beslutte, hvordan I vil forholde jer til jeres tro og leve efter de værdier, I tror på.

Derfor håber jeg, at det vil give dig ro at tale med drengen om dine tanker, hvis du føler dig klar til det.

Del dine tanker med andre

Det kan også være en rigtig god idé at tale med en tæt veninde, et familiemedlem eller en anden person, du stoler på, om din forelskelse. Næsten alle – uanset alder – har oplevet forelskelse og kan måske give dig nogle nyttige råd.

Her i Brevkassen modtager vi ofte breve om forelskelse og giver gode råd til mange børn og unge. Du kan måske finde inspiration ved at læse nogle af de breve og svar, vi har fået, og få idéer til, hvordan du kan håndtere dine følelser og tanker. Du kan finde brevene her.

Husk du er altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen igen, hvis du har brug for at snakke mere. Du kan enten skrive eller ringe til os på tlf: 116111.

Stort kram

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat