Kære pige på 14 år,
Jeg får en fornemmelse af, at du føler, din kæreste presser dig lidt i forhold til, hvornår I skal have sex? Måske har han ikke sagt det direkte med ord, men nogle gange kan man godt fornemme, hvis en anden person gerne vil have, man gør noget bestemt.
Jeg synes, det er så godt, at du faktisk kan mærke på dig selv, at der er noget, du ikke er klar til. Og det er slet ikke mærkeligt, du har det sådan. Gennemsnitsalderen for at have sex første gang er 16 år i Danmark. Det betyder ikke, at der er noget galt med at have sex første gang før eller efter, man er fyldt 16. Men det kan måske være meget rart at vide, at det ikke er ualmindeligt, hvis du har brug for noget mere tid, før du føler dig klar og som du nævner, er du under 15 år. Derfor er også mest rigtigt at vente.
Det er nemlig vigtigt, at man føler sig klar og tryg med den, man har sex med første gang, så det kan blive en god oplevelse. Hvis du har en følelse af, at din kæreste vil kunne finde på at slå op med dig, hvis han ikke synes, du er “god” under sex – eller hvis han kunne finde på at slå op, fordi I ikke har sex, lyder han ikke som en særlig god fyr at være kæreste med. Måske er han rigtig sød og dejlig på andre punkter, men det skulle gerne være sådan, at man føler sig tryg ved at tale om de ting og følelser, man har omkring det at skulle have sex. Tror du, at du ville kunne snakke med din kæreste om de tanker, du går med? F.eks. at du faktisk ikke føler dig klar til sex endnu? Hvis ikke, tænker jeg, at det ville være godt med en lille pause fra ham. Så du får en chance for at finde ud af, hvad du egentlig føler dig klar til – uden at blive distraheret af at have ham omkring dig hele tiden.
Jeg synes ikke, det lyder som om, at der er noget galt med dine kønslæber. Piger og kvinders kønslæber ser meget forskellige ud. Når kroppen er ved at udvikle sig, ændrer kønslæberne sig også, og det er helt naturligt, at de bliver længere, og at den ene kønslæbe f.eks. vokser lidt hurtigere end den anden. Du kan læse mere om kønslæber på Sexliniens hjemmeside lige her: http://www.sexlinien.dk/emneside-piger/kvinders-kroppe/koenslaeber.aspx
Hvis du bekymrer dig meget om, om dine kønslæber ser ud, som de skal, kan du gå til lægen og tage en snak med hende/ham. Det kan føles enormt grænseoverskridende, men kønslæberne er jo faktisk en lige så naturlig del af kroppen som alt muligt andet – måske hjælper det lidt at tænke sådan? Måske har du mod på at tale med din mor om det og bede hende gå med dig til lægen?
Jeg håber, du får mod på at tale med din kæreste – eller til at holde en lille pause fra ham, så du kan få lidt tid til at mærke efter i maven og hovedet. Måske ville det være rart at tale med nogen om det? En veninde, f.eks.? Eller din mor?
Du er også meget velkommen til at ringe eller skrive på chatten, hvis du har lyst til at tale lidt mere med os.
Pas rigtig godt på dig selv!
De kærligste hilsner
BørneTelefonen