Kære pige på 13 år!
Hvor er det dejligt, at du har mødt en sød fyr. Du spørger, om du er mærkelig.... - og jeg vil svare dig: nej, jeg synes ikke, du er mærkelig.
Jeg tror, at der er mange der har oplevet noget, der ligner dét, du beskriver - at hjernen kører derud af, og at man forestiller sig alle mulige situationer, vi kunne være i, med dén person, som vi lige nu finder særlig interessant. Nogle gange, kan det sagtens være med til, at vi taler med os selv, eller går en tur, som vi ville gøre, hvis den anden var med os.
Det er slet ikke sådan, at alt dét, der sker i vores fantasi, også skal ske i virkeligheden. Det er bare hjernen, der er på sit eget arbejde. Hjernen er også på arbejde for os, når vi har nogle ting, vi bøvler med eller glæder os til. For eksempel i forhold til skole eller venner eller familie.
Du har måske også oplevet, at din hjerne kører nogle forestillinger om, hvordan du kan tale med dine forældre, hvis der er noget, der er svært. Eller hvordan du kan gøre næste gang, du skal være sammen med venner, som du glæder dig til, at være sammen med. Hjermen hjælper os med mange ting og blandt andet med at forestille os, hvordan vi kan gøre og sige.
Med hensyn til dine fantasier om, at du har sex med drengen, er det heller ikke mærkeligt. Vi er alle født med en seksualitet og din seksualitet, er i en overgang fra barn til voksen. Dét bruger din krop nogle år på. Langsomt begynder man at fornemme, hvem man gerne vil være sammen med og måske hvordan. Det er med til, at vi finder ud af, hvad vi synes er rart og hvad vi har lyst til/ikke har lyst til.
Hvis du tjekker brevene i Børnebrevkassen, vil du finde masser af breve, der handler om alle de ting, der sker i kroppen og i hjernen, mens seksualiteten udvikler sig fra barn til voksen.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. Eller at du kan bruge brevene i Brevkassen til inspiration, i din situation. Jeg ønsker dig i hvert fald alt godt.
Mange hilsner fra Børnetelefonen