Kære du
Tak for dit brev. Hvad er det godt at du skriver nu, når du undrer dig over dine følelser, de kan godt nok være forvirrende sommetider. Jeg vil også gerne fortælle dig, at jeg synes det er så dejligt at læse, at du også kan snakke med din mor om den slags ting. Sejt!
Du skal vide at det er rigtigt mange piger og drenge i din alder, der har de samme følelser som du står med. De er ikke helt sikre på hvis de er til piger eller til drenge, til begge køn og andre er helt sikre, og det er helt ok - også at være i tvivl. Det er bare meget forskelligt, hvornår man finder ud af hvilket køn man er til, og nogle er jo til begge.
At finde ud af hvad man er til er lidt af en proces og formentlig ikke noget, du finder ud af lige præcis i dag, så giv dig selv lidt tålmodighed selvom det kan være svært. Men det lyder til at du er meget opmærksom på dine følelser, og det er et rigtigt godt udgangspunkt. Umiddelbart så tænker jeg at den bedste måde til at finde ud af det er at gøre sig nogle erfaringer og mærke efter, hvad der er rart for tiden. Man kan jo sådan set kalde det en fase, lige som sin mor sagde. Jeg tænker det dog mere som en fase, hvor du kan finde ud af hvad du er til ved at prøve af hvad der føles rigtigt for dig. Og den fase kan man være i hele sit liv. Nogen har været hetero i mange år og finder ud af med tiden, at de er mere homoseksuel eller bi-seksuel. Det behøver ikke at vare hele livet, men mere for at fortælle dig, at det er meget forskelligt fra person til person. Derfor er det også ok at være i tvivl eller skifte mening. Det handler jo om følelser og hvad vi tiltrækkes af, så er kønnet måske ikke så vigtig, men den person man falder for. Hvad tænker du mon om det? Giver det lidt ro at høre, at det er ok? Det kan jo være svært at være i, når man er i det og måske gerne vil vide med sikkerhed, hvordan det vil være fremover..
Nogle gange kan det hjælpe at snakke med andre på sin egen alder om det. Har du måske nogle veninder, som du kan snakke med? Måske er det også nogen af dem, der står med den samme forvirring? Jeg tænker at det også kan være en rar ting at vide, at de der med følelser kan skifte, det kan være perioder man er til piger og andre perioder man er til drenge eller til begge køn. Så søde du, vær ikke fortvivlet du finder ud af det til slut.
Hvis du har lyst så kan du læse lidt mere om det at være lesbisk på sexliniens hjemmeside;
http://www.sexlinien.dk/emneside-seksualitet-og-koen/lesbisk.aspx?
Du er også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive på chatten, hvis du har brug for at snakke eller skrive men en voksen.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen