Hej kære pige.
Hvor er det godt, at du skriver herind – så jeg kan give dig nogle forslag hvad du kan gøre.
Det kan være skønt at være forelsket og det er helt normalt, at man vil gøre næsten alt for den person som man er forelsket i. Men det er vigtigt at du ikke presser dig selv til at gøre ting, som du tror at han vil have. For måske ønsker han ikke, at det skal gå så stærkt? Det kan være at han synes, at i skal lære hinanden lidt at kende først? Det er slet ikke sikkert at han har så travlt med sex, som du måske tror?
Uanset hvad så kunne det være en idé, at i møder hinanden og lære hinanden mere at kende, før du har sex med ham. Man kan jo starte med at kramme og måske kysse de første gange? Hvis I er klar til det.
Når i skal mødes synes jeg at det er vigtigt at I mødes et sikkert sted, på f.eks. en cafe, bibliotek eller andet sted, hvor I ikke er alene? Du kan fortælle en fra din familie at du skal mødes med ham og hvor i har aftalt at mødes. Det er nok i det hele taget en god idé at snakke med sine forældre om, at I gerne vil mødes. For hvis han så er en anden, end den du tror, så har du mulighed for at få hjælp.
Det er også vigtigt for mig at fortælle dig, at du skal passe på med de ‘’nudes’’-billeder som du sender til ham. Jeg kan høre at du allerede nu tænker over det. Det er rigtig godt. Selvom om man måske føler sig tryg ved fyren, ved man jo ikke om han senere skulle tage screenshots eller om der er andre, som han viser billederne frem til når han modtager dem. Hvis i f.eks. bliver uvenner en dag og flirten måske stopper, kan han dele billederne af dig alle mulige steder og til mange mennesker. Selvom det er ulovligt at dele billeder uden tilladelse, så vil det gøre rigtig ondt på dig. Det fortæller andre piger, som er blevet udstillet af en eksflirt i hvert fald, at det gør.
Det skal jo heller ikke være sådan, at du føler at du kun kan holde på ham med sådanne ‘’nudes’’-billeder. Han skal finde DIG interessant, din personlighed og din væremåde. Og ikke blot din krop, udseende eller tankerne om sex sammen.
Jeg vil også fortælle dig, at du bestemt ikke skal være flov over at du er jomfru. Det kan også være at han er jomfru. De fleste har sex første gang omkring 15 – 16 års alderen, nogle lidt før og senere. Så måske er det en snak i to skal have sammen, hvis I aftaler at I skal have sex sammen. tænk ikke mere over det. Måske vil det være en idé at læse mere om den første gang i Sexliniens rådgivning: http://privatsnak.dk/13-15/eller her: http://www.sexlinien.dk/emneside-seksuelle-lyster/foerste-gang.aspx
Hvis du en dag skal have sex med en fyr, kan det være en god ide at være ærlig og fortælle at du er jomfru, så fyren er forsigtig den første gang.
Jeg håber at du kan bruge mine råd til noget godt.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen.