Det at lyve

Hej.

Jeg vil først gerne beklage at mit brev er så langt, også vil dette brev måske også kunne få det til at lyde som om jeg kommer fra en problem familie som ikke tager sig af mig, men det passer ikke vil jeg gerne understrege først mig og min mor snakker godt.

Vi er måske ikke den normale familie, men hvad så. Jeg ved også godt at jeg måske kan lyde en smule dramatisk da jeg er en ret stædig person.

Men jeg får gode karaktere i skolen, de fleste kan lide mig, jeg holder mig selv i gang og er sund og rask, jeg ryger ikke, drikker ikke, tager ikke stoffer, jeg er måske lidt af en nørd af og til og bryder mig ikke om fester og sådan og er meget afslappet.

Jeg har haft mange problemer med min familie tidligere og det har været rigtig hårdt, men jeg elsker min mor,

jeg har haft problemer med mig selv, mine nedture og opture er intense, jeg har haft perioder af nedtrykthed og ensomhed. Men jeg har det fint.

Min kæreste gennem en længere periode betyder alt for mig og jeg ved at jeg også betyder alt for ham. Vi elsker hinanden overalt og kan virkelig være os selv i selskab med hinanden og åbne op. Han er en af de vigtigste personer for mig, og jeg tænker konstant på ham. Det får mig næsten til at græde når jeg tænker på hvor højt jeg elsker ham.

Vi er meget seriøse omkring os. Men han bor i udlandet, han er fra udlandet. Ja det medføre selvfølelig at pga. af min alder har min mor ikke først ville lade mig tage af sted alene, hvilket jeg godt kan sætte mig ind i, hun er jo min mor. Nu ved hun mere om ham, og kan også se at han passer rigtig godt på mig.

Men også det med hvad andre tænker, osv., der er bare så mange ting med det så der er stadig meget med det men det er ikke rigtig det jeg søger svar på for mig og min mor har været fortrolige gennem hele mit liv.

Men jeg savner ham bare så meget når jeg ikke er sammen med ham og jeg ved at det samme gør han. Der er ikke mulighed for at han kan komme her. Så en, to, tre gange har jeg taget af sted, hver gang har han taget sig af mig på alle punkter.

Jeg savner ham ufattelig meget, også tænker jeg at alt også bare kan være ligegyldigt og folk åbenbart kun tager sig af en når man er glad og de sender en væk når man er trist og sådan er det altid, når alt er ligegyldigt og der kun er mørke forude eller intet der lever op til det der er nu, så kan man gøre alting,

når man kan gøre alting så kan man begå selvmord, og hvis man er der hvad er det værste så der kan ske, så kan man ligeså godt gøre noget der betyder noget for en, og jeg kunne også se hvor dårligt han havde det når han savnede mig. Det er sådan jeg tænker, når jeg har gjort det og derfor jeg gjorde det. Mig og min mor har snakket det igennem.

Men det jeg gerne ville snakke om, og det jeg føler mig utrolig ussel og beskidt pga. er mine løgne. Jeg lyver ikke ellers og jeg plejede aldrig at lyve før. Men en løgn fører til en anden, dette er det eneste jeg har løjet om, ja som om det gør det bedre. Jeg ved også godt jeg er utrolig egoistisk. Jeg er bare så ked af at lyve sådan, men det virker bare for sent, det er så dumt og lavt gjort af mig.

For min kæreste løj jeg om følgende ting; min alder, fejt og barnligt gjort men folk ser pludselig en som noget mere nuttet der skal belæres og som ikke kan blive betroet noget når de høre ens rigtige alder. Dette løj jeg om fra første gang han snakkede med mig, og med tiden bliver sandheden sværere at fortælle, jeg havde ingen ide hvor stor en del han ville blive i mit liv ellers ville jeg ikke havde løjet, men jeg tør ikke at sige det nu, han er meget opfattende og forstående men alligevel jeg løj jo og det er ikke så lille en ting, vi er “for langt inde” men alligevel er jeg virkelig bange for hvad han ville sige.

Den første gang jeg var der vidste han godt at min mor ikke vidste det, anden og tredje gang vidste han ikke at jeg ikke havde fået lov, vi snakkede begge med min mor fordi hun jo finder ud af det, men han vidste ikke at jeg faktisk var taget af sted uden at havde fået lov af min mor.

Jeg ved ikke helt om han har fundet ud af om min far ved noget til os eller ej. Jeg har meget dårlig kontakt med min far, mig og min mor er næsten bange for ham og jeg kan ikke sige noget til ham og jeg ser ham ikke særlig tit. Jeg elsker ham og han elsker mig, men det er et forhold på afstand og vi har ikke brug for at ses.

Hvad jeg gør, er hvad jeg gør, men jeg vil ikke lyve overfor nogen som jeg elsker og som elsker mig. Min samvittighed har det så dårligt med mine løgne. Jeg har jo også løjet overfor min mor, men vi er gode til at tale om alt og hun er min mor, så der er der ikke flere løgne.

Så det jeg vil snakke om er de andre løgne. Det er en blanding af at jeg har været egoistisk og valgt den nemme løsning som nok ikke har været den rette og at jeg vil behage min kæreste, normalt er jeg også en ret privat person der ikke deler alt ud om mig og som ikke kan lide at skabe konflikter.
 
Jeg har det rigtig dårligt med at have løjet, alt andet om mig er rigtigt, jeg har åbnet op som jeg ikke gør til andre, men disse løgne er så syndige, jeg vil ikke lyve overfor ham. Jeg vil så gerne fortælle ham sandheden så der ikke er en eneste hemmelighed tilbage og jeg ikke behøver at tænke på disse ting, jeg kan ikke lide at lyve, det skete bare fordi det var nemmere og løgnene var mere behagelige end sandheden. Men jeg vil så gerne fortælle ham sandheden, men det er nok det sværeste nogensinde, jeg er bange for hvad han vil sige.

Ok det med sige at min mor først ikke vidste det og det med min far, men det andet. Jeg er virkelig ked af det og bange, aner ikke hvordan jeg skal sige det. Jeg kan ikke leve uden ham, og det samme siger han. Men disse løgne, jeg skammer mig, hvordan skal jeg sige det jeg er bange for hvad der vil ske.

Jeg lyder som den værste person i verden. Men jeg er virkelig taknemmelig for at i tager jeres tid til at læse dette.