Brev

De har såret mig begge to!

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 16,

Mange tak for dit brev, og tak for den fine beskrivelse af en svær situation.

Jeg forstår virkelig godt, at du føler dig såret og forvirret over pigens adfærd, når hun flirter med jer begge – på forskellige måder. Og at du er vred og føler dig svigtet af din ven, som selvom han vidste, at du er forelsket i pigen, så alligevel har valgt at kysse og skrive privat med hende. Uden at fortælle det til dig? Det virker rigtig tarveligt at gøre sådan mod en ven.

Du beskriver situationen fint, men selvfølgelig er der rigtig mange ting, jeg ikke ved:

F.eks. ved jeg ikke om din ”ven” også er forelsket i/vild med pigen, og ikke har vidst hvordan han skulle sige det til dig? Eller er han blevet interesseret og synes det er spændende, fordi han ved du kan lide hende? Måske har han været jaloux over, din og hendes dejlige måde at flirte og være sammen på? Eller noget helt fjerde? Jeg ved heller ikke, om pigen du er forelsket i også er interesseret/forelsket i dig, men ikke ved du er forelsket i hende? Eller måske tænker hun på dig, som en rigtig god ven? Måske kan hun godt lide at flirte, og nyder at flirte med dig, men er blevet mere interesseret i din ”ven”? Eller noget helt fjerde? Det er ting, jeg kun kan gætte på.

Vi ved jo aldrig med sikkerhed, hvorfor andre gør som de gør, med mindre de fortæller os det. Så hvis du ikke har talt, med ham eller hende om det, så ved du ligesom jeg heller ikke, hvad der foregår i hovedet på hverken ham eller hende.

Ville du have lyst til at finde ud af det ved at spørge?  

Ville du kunne spørge din ”ven”, hvorfor han har gjort som han har? Måske er han præcis så tarvelig, som både du og jeg lige nu synes han er ? – Eller måske vil hans svar overraske dig positivt? Ville du kunne spørge pigen, om hun nu er vild/kæreste med din ”ven”? Og hvis hun svarer ja, så spørge hvorfor hun så stadig flirter med dig? Måske vil hun svare, at hun er vild med ham? Måske vil hun sige, at det kun er for sjov? Måske vil hun sige, at det var fordi hun ikke troede, at du kunne lide hende på dén måde? Eller måske vil hun svare noget helt overraskende?

Er der chance for at blive klogere på hvad der sker, og måske redde et venskab og få fortalt pigen du er forelsket i hende? Eller ville det være for akavet? Og helt forkert at gøre, der hvor I kommer fra? (Jeg kender jo ikke, jeres måde at være sammen på). Måske er det slet ikke en mulighed at tale sammen, om dét?  

Du spørger, hvad du skal gøre, og det er et rigtig godt spørgsmål!

Jeg tror, der er mange af dem der sidder og læser med, der er nysgerrige på svaret? For du er langt fra den eneste der har oplevet det her. Selvom de ikke måske taler så højt om det. Bare kik i verdenshistorien, så vil du finde mange ”trekantsdramaer”, der har ført til store krige! Det er så kendt en problemstilling, at der er skrevet utallige romaner og lavet rigtig mange film om emnet. Både komedier, tragedier og dramaer. Alle søger efter et godt svar.

Men det hjælper jo ikke dig, at andre heller ikke ved præcis, hvad der er bedst at gøre. Og selvom det er et rigtig godt spørgsmål, så kan jeg desværre heller ikke give dig et særlig præcist svar på, hvordan du bedst håndterer det. For selvom det er en kendt problemstilling, så er det forskelligt fra person til person, og fra situation til situation, hvad der kan være godt at gøre. Måske er min tanke om, at du kan blive klogere på det hele, ved at tale med dem helt absurd? Det er med andre ord, dén – dvs. dig – der står i situationen, der bedst kender svaret, selvom det måske ikke lige føles sådan.

Imidlertid tænker jeg, at du allerede har vist mig lidt af, hvad ”dit” svar til dig selv kan være:

For du valgte IKKE at smide dem ud, da de, temmelig tarveligt, begyndte at kysse hjemme hos dig. Jeg kan godt forstå du havde lysten til at bede dem smutte. For det gør rigtig ondt at blive svigtet og såret af nogen, som man troede, man kunne stole på. Men du valgte ikke at lade dig styre af de svære følelser, men opførte dig med meget mere anstændighed og modenhed end både din ”ven” og pigen.

Det synes jeg fortæller utrolig meget positivt om dig!

Du vil ikke finde dig i at blive behandlet dårligt, hverken af venner eller piger, men det betyder ikke at du flipper ud på dem. Du siger i stedet fra, på din rolige måde. Det kan godt være, at du ikke selv helt kan se, hvilken styrke der ligger i din måde at reagere, men tro mig. Det var en meget værdig, stærk og fin måde at håndtere en akavet og tarvelig situation.

Jeg tror det ligger naturligt til dig? Du vil ikke finde dig i at blive behandlet dårligt, og siger fra ved at lægge lidt eller meget afstand, og give mindre af dig selv? Ikke ved at behandle andre lige så dårligt, som de har behandlet dig. Kan du mon genkende mit billede af dig? Lidt? Meget? Eller rammer jeg helt forbi?

Hvis mit billede af dig, er bare lidt rigtigt, så tror jeg, at du allerede nu, helt naturligt er ved at lægge lidt afstand til både din ”ven” og pigen? Flirter mindre med hende? (Måske er det derfor hun flirter voldsomt med dig lige nu? Fordi hun savner jeres flirt?) Og taler mindre med din ”ven”, og ikke længere fortæller ham ting, der er vigtige for dig, men at du i stedet søger andre venners selvskab? Jeg tror ikke du holder op med at tale med dem, men jeg tror de vil opdage, at de – i hvert fald et stykke tid – får meget mindre af alt det gode du har at give (din gode humor, din tillid, din charmerende flirt, din omsorg og dit venskab).

Lyder det som om, jeg har set rigtigt i hvem du er?

Så mit svar til hvad du skal gøre er, at jeg tror du uden at vide det, allerede er i gang med at gøre dét, der er helt rigtigt for dig. Jeg er ret sikker på, du kommer til at klare denne svære situation godt. Selvom du er blevet svigtet og det gør rigtig ondt lige nu, så vil din fine, rolige og værdige måde at være på også hjælpe dig igennem dette.

Ved at lægge lidt afstand et stykke tid, så beskytter du dig selv og sætter grænser for, hvad du vil dele med dem der har såret dig. Du bevarer din værdighed ved ikke at flippe ud på dem, og du får tid til at lade følelserne falde til ro og finde ud af, hvad du nu vil. På din egen rolige måde, giver du dig selv tid og plads til at komme dig over deres svigt, og begrænser deres mulighed for evt. at såre dig unødigt. Tiden vil vise, hvad din relation med hhv. din ”ven” og pigen udvikler sig til. Og da du har bevaret din anstændighed, så har du de bedste kort på hånden til at være med til at definere hvad jeres relationer skal være.

Selvom mit svar ikke er nær så godt som dit spørgsmål, så håber jeg alligevel, at du kan bruge noget af det, jeg har skrevet?

Hvis du har lyst, er du også altid meget velkommen til at ringe eller chatte med os på BørneTelefonen. Det kan måske være lettere, når man kan stille hinanden opklarende spørgsmål undervejs.

Held og lykke, og mange kærlige hilsener til dig fra BørneTelefonen.

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat