Kære dreng på 17 år
Hvor er det godt, at du har valgt at søge råd om din bekymring om din kammerat og hans nye kæreste. Når jeg læser dit brev, må jeg sige, at du lyder som en virkelig god og omsorgsfuld ven.
Du bekymrer dig om din kammerat, og vil gerne sikre dig, at han ikke kommer i problemer med loven. Det er meget modent og fornuftigt tænkt af dig, og jeg kan godt forstå at du gerne vil passe på din kammerat. Jeg kan faktisk også godt forstå, hvis du måske ikke har lyst til at spørge eller dele din bekymring med din kammerat. Måske kan du være bange for, at han misforstår dig eller bliver vred? Så jeg vil rigtig gerne hjælpe dig, så godt jeg kan.
Når du spørger, om det er lovligt at din kammerat på 18 år er kæreste med en pige på 15 år, fornemmer jeg, at du måske også tænker på hvad loven siger om aldersgrænsen for sex? Er det mon rigtigt forstået?
I Danmark er den seksuelle lavalder 15 år. Det betyder, at personer over 15 år ikke må have sex med personer under 15 år. Denne regel er lavet for at beskytte børn mod seksuelle overgreb. Loven forbyder ikke to personer under 15 år at have sex med hinanden, men anbefaler at man venter til man er fyldt 15. Svaret på dit spørgsmål ‘Er det lovligt?’ er derfor: Ja.
Ifølge loven har din kammerat ikke brudt reglen for den seksuelle lavalder fordi pigen er fyldt 15 år. Dog er det altid vigtigt at huske, at uanset alder skal begge parter have lyst, og der skal være samtykke fra begge inden man indleder et seksuelt forhold.
Jeg sender dig lige et lille link med på vejen. Det er et link til vores side hvor vi har samlet forskelligt info vedrørende sex – herunder også info om den seksuelle lavalder. På siden kan du også læse gode råd, spørgsmål og svar vedrørende sex: Har du spørgsmål om sex?
Det er virkelig modent og ansvarligt af dig, at du tænker på andre omkring dig, og gerne vil sikre dig, at der ikke sker dem noget. Det må du endelig holde fast i. Jeg håber du har fået svar på dit spørgsmål, og føler dig mere afklaret omkring dine bekymringer om din kammerat og hans kæreste.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen