Kære Pige på 14
Tak for dit brev til brevkassen, hvor du skriver om, at du er begyndt at cutte. Det er super sejt af dig, at du har skrevet herind for det lyder til at du har brug for hjælp. Jeg håber mit svar kan hjælpe dig. Jeg vil i mit svar til dig svare på dine 2 spørgsmål som du har skrevet dem.
1. Du skriver i dit første spørgsmål, at du tror du er blevet afhængig af at cutte. At du stadig har behov for at cutte selv om du ikke er ked af det mere.
Jeg har talt med andre unge mennesker, der lige som dig fortæller, at følelsen af afhængighed kan melde sig. Ofte føles det at cutte, som om at det kun hjælper et ganske kort øjeblik og derefter kommer smerterne eller ”ked af det heden” tilbage, mon du kan nikke genkendende til dette? Jeg tænker, at det er derfor det kan føles som om man er blevet afhængig af det. Du skriver, at du ikke er ked af det mere, men er der noget andet der gør, at du føler der er et behov? Hvad sker der inden behovet dukker op? Hvad fylder dine tanker? Hvordan har du det? For at stoppe med at cutte gælder det om at få styr på de tanker som fylder inden i dig når behovet opstår. Jo mere styr, der kommer på det du oplever inden i dig selv, jo mindre vil behovet for at cutte være.
Som jeg skrev tidligere så hjælper det at cutte kun et kort øjeblik, det handler derfor om at finde noget som hjælper bedre. Det måske svært at forstille sig, at det kan lade sig gøre, men det kan det! Jeg tænker på, hvad der mon kan hjælpe dig bedre? Før behovet for at cutte kom, hvad kunne så hjælpe dig når du var ked af det? For nogle kan det hjælpe at høre eller spille noget musik man godt kan lide eller i det hel taget give sig til at lave noget man godt kan lide, skrive, synge, male, spille spil, dyrke motion. For andre hjælper det at tale med nogle man kender om, at man er ked af det – hvad mon du tænker om det? kan det være en hjælp for dig, at lave noget du kan lide eller at fortælle nogle, at du er ked af det?
Du skriver, at du virkeligt ikke vil have flere ar end du har i forvejen. Jeg gætter på at det betyder du gerne vil have noget hjælp, her http://www.lmsselvskade.dk kan du læse om, hvordan andre som har det lige som dig har fået hjælp.
2. Du skriver, at problemet er, at man kan se dine ar i konfirmationskjolen og du ikke vil have, at dine forældre ser det.
Når jeg læser dit brev så lyder det som om du skal have noget hjælp. Jeg tænker du allerede har været meget modig og fortælle det til nogle af dine venner, din ekskæreste og din lærer. Det er super sejt, at du har fortalt dem det. Jeg tænker på om du vil kunne bruge det samme mod til at tale med dine forældre om det. Jeg ved godt du skriver, at dine forældre ikke skal vide det, men du har brug for hjælp. Der er mange som gerne vil beskytte ens forældre fra den slags – fordi man ikke vil såre dem, mon det også er derfor du ikke vil have at dine forældre skal vide det? Jeg tænker dog alligevel at det er nødvendigt, at du taler med dem om det så de kan hjælpe dig. De er dine forældre for at hjælpe dig! Hvis du har mod på, at tale med dem skal du overveje, hvordan du skal gøre det, er det nemmere for dig, at skrive end at tale med dem? Måske en mulighed er, at du viser dem dit brev og mit svar? På den måde kan I sammen kigge på den hjemmeside jeg har vist dig tidligere i brevet så i sammen kan se, hvad der skal til for, at du får hjælp. Der findes også gode råd til pårørende.
Arene er ikke sådan lige at fjerne, de er en del af dig. Med tiden vil de blive mindre synlige. Du er nødt til at leve med, de er en del af dig, som er kommet fordi du har været og måske står midt i en svær tid. Men du kan forhindre at der ikke kommer flere ar, ved at få hjælp til at stoppe med at cutte. Så sejt, du har rakt ud efter hjælp. I forhold til din konfirmationskjole, så bliver jeg nysgerrig på om den mon er købt? Hvis ikke, kan du måske overveje en model med lange ærmer og hvis den er købt, så kan du måske tage en tynd trøje eller sjal udenpå, så du ikke føler dig så udsat, vil det være en mulighed?
Jeg håber mit svar har givet dig nogle ideer til, hvad du kan gøre og jeg håber virkeligt at du har mod på at tale med dine forældre om det selv om det er svært, eller med en anden voksen du er tryg ved. Hvis du har brug for at tale mere om det så er du velkommen til at skrive ind igen eller ringe, sms eller chatte til børnetelefonen på 116111.
Ønsker dig tillykke med din kommende konfirmation.
Mange tanker og hilsner fra børnetelefonen
