Kære S
Hvor er det godt, at du skriver ind, for jeg kan se, det her er noget, du tænker meget over. Her på BørneTelefonen hører vi rigtig tit fra børn, der har spørgsmål omkring kærlighed, så du er bestemt ikke alene.
Du beskriver din situation meget klart, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe.
Det er en dejlig følelse at finde en person, man godt kan li, og det lyder til, du har fået et crush på pigen fra din klasse.
Det er selvfølgelig ikke rart, når ens venner ikke kan li en person, som man selv godt kan li. Det er heller ikke rart at se dem drille og behandle hende dårligt.
De fleste gange handler drilleri og mobning om, at der er et utrygt miljø i klassen. Måske kommer man derfor til at drille nogen, så man selv føler sig mere ‘sikker i gruppen’. Samtidigt kan det være, at dem der mobber rent faktisk også er misundelige på den, de mobber. Du siger jo også, at hun er meget pæn. Kunne det måske være, at dine venner godt kan se det, og at de er jaloux på hendes udseende?
Måske du kunne prøve at snakke med dine venner og forklare dem, at det er forkert, at de driller hende. Måske du kunne spørge dem, hvordan de ville ha det, hvis der var nogen, der drillede dem? Nogen gange hjælper det, når vi sætter os selv i en andens sted og forestiller os, hvor ondt det ville gøre, hvis nogen gjorde det mod os.
Måske kan det føles lidt svært, at skulle være dén person i klassen, der stiller sig op og forsvarer nogen mod mobning. Måske kan du i stedet sige det til din lærer, for det er læreren, der har ansvaret for et mobbefrit miljø i klassen. Din lærer har faktisk brug for at vide, hvis der findes mobning i klassen.
Hvis du er bange for, at andre skal vide, at du har snakket med læreren – så kan du fortælle læreren det. Så ved han eller hun, hvis du har været bekymret for at fortælle det videre …
Jeg tænker, du måske kan begynde at snakke lidt med pigen, uanset om dine venner kan li hende eller ej? Det er helt op til dig, hvem du vil være venner med, det er ikke noget dine venner skal bestemme. Men jeg tænker, måske dine venner vil ændre deres mening om pigen, når de kan se, at du begynder at snakke med hende?
Det kan jo være, at hvis de lærer hende at kende, at de ligesom dig indser, hvor sød hun er.
Du har allerede vist, at du er en omsorgsfuld person, ved at du bekymrer dig om pigen, og at du ikke kan li at se dine venner drille hende. Jeg tænker også, at du er en person, der mest af alt håber på at kunne gå i en mobbe-fri skole.
Det er så godt, at du siger fra, for du har en god fornemmelse for, hvad der er i orden – og hvad der ikke er – og dét du fortæller os om din klasse, lyder slet ikke ok.
Til allersidst vil jeg lægge et link med en video til dig – og alle dem, der læser med! Videoen handler om mobning og hvordan mobning opstår:https://bornetelefonen.dk/mobning/
Du er altid velkommen til at skrive til os igen på BørneTelefonen eller ringe til os på 116111, hvor der altid sidder en voksen parat til at tale med dig.
Jeg tror og håber på, at din klasse får det bedre med hinanden – så at klassen bliver rar at gå i for alle.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen