Hej 13 årige pige
Jeg kan godt forstå, hvis du har hovedet fuld af tanker og ikke helt ved hvordan du skal finde dit ståsted. Følelserne kan let komme til, at overvælde en og gøre en lidt forvirret.
I din alder skal du finde din vej på mange områder bl.a. i forelskelse og seksualitet, det er helt naturligt at ”lege” og udforske forskellige følelser og fantasier. At du har følelser for en pige skal du ikke lade dig skræmme af, men forsøge at nyde det og se hvor det bringer dig hen.
Du kan overveje, om du k snakke med Emma om, at du bliver tiltrukket af piger, i første omgang. Det tror jeg vil være godt for jer begge, så det ikke bliver overvældende for Emma og dig, at det er hende, du er tiltrukket af. Du får også mulighed for at se, hvad hendes reaktion er. Måske er Emma også den veninde, som du kan snakke med om dine bekymringer omkring sexualitet og den måde, der tales nedladende om bøsser og lesbiske i jeres klasse. Det er måske Emma, der vil være god at snakke med i første omgang, hvis du kan stole på hende?
Du kan se tiden lidt an og se om dine følelser vokser eller forsvinder med tiden. Ellers kan du jo fortælle hende grunden. Som din bedste veninde og en som holder af dig, vil hun forhåbentlig kunne rumme dine følelser. Hvis du oplever, at det bliver for svært for dig at være sammen med Emma, kan du måske fortælle hende grunden, hvis det føles som det rigtige at gøre.
Hvis I kan tale åbent sammen i jeres venindegruppe, kan I sikkert også tale om emner som forelskelse, biseksualitet, homoseksualitet og heteroseksualitet. Hvis I kan det, vil du nok også opleve, at der er andre som enten har de samme tanker/følelser som dig eller som har nogle helt andre overvejelser.
Med tiden vil du forhåbentlig opleve, at det ikke er så vigtigt hvilke/n seksualitet/er man har det bedst med. Lige nu lyder det for mig til at mange i klassen er et helt andet sted omkring deres sekualitet og derfor, tror jeg, at det vil kræve styrke om mod, hvis du vælger at fortælle om din seksualitet. Og måske vil det ændre deres opfattelse af seksualitet...
Hvis du gerne vil læse noget om, hvad andre unge har tænkt og følt omkring deres forelskelse/seksualitet kan du kigge her:
Du kan også logge ind på: http://lgbt.dk/ og få rådgivning. Her kan du også læse mere om, hvad andre har gjort sig af tanker omkring biseksualitet.
Jeg håber, at du har fået nogle ideer til, hvad du kan gøre og jeg vil ønske dig god fornøjelse med at finde din vej.
De bedste tanker fra BørneTelefonen