Kære pige på 12 år,
Dejligt, du har haft – og stadig har – en rigtig god ven i drengen fra din klasse. Det lyder som om, at I er glade for hinanden, og at I har været gode til at være sammen og støtte hinanden.
Jeg kan godt forstå, hvis det er svært for dig at opleve, at din bedste ven og veninde er begyndt at snakke meget sammen.
Har du sagt til din bedste ven, er du er bange for at miste ham? Man kan måske godt komme til at være lidt bange for at lyde jaloux og sur, men jeg er sikker på, at man også kan tale om det på en god måde. Det kan f.eks. være, at du kan spørge ham lidt ind til, om han er glad for at være sammen med din veninde – og måske kan du endda sige til ham, at du synes, det er fedt, de har det godt sammen (hvis du også har det sådan. For måske er det faktisk også godt på den måde, at I alle tre kan være sammen?). Men så kan du også sige, at du faktisk går lidt rundt med en følelse af, at du er bange for at miste ham – og det gør dig ked af det, fordi du er så glad for jeres venskab. Tror du, I ville kunne tale om det? Måske vil det være rart at få det sagt?
Det kan også være, det ville være rart at få fortalt, at du er lidt vild med ham? Når han tidligere har spurgt dig, om I skulle være kærester, og du har sagt nej, er der en risiko for, at han har gjort alt, hvad han kunne, for at komme ud af de forelskelsesfølelser, han har haft for dig – så måske har han det ikke sådan mere. Det kan godt være hårdt at høre, men det betyder til gengæld ikke, at I ikke kan være venner. Måske kan du også tænke lidt over, om du føler dig forelsket i din bedste ven, fordi du savner ham? Nogle gange kan man godt komme til at tro, at man f.eks. er blevet forelsket i en person, men måske er man bare i virkeligheden bange for at miste ham som sin bedste ven?
Det kan også være, at du har det lidt bedre med at tale med din bedste veninde om det? Det kan være, at det er rart at dele dine tanker med hende – og måske har hun lyst til at fortælle, hvordan hun har det med din bedste ven? Jeg kan godt forstå dine ”hvis du vil have ham, skal du forbi mig først”-tanker, men det er synd, hvis deres venskab kommer til at ødelægge venskabet mellem dig og din veninde. Selvom det kan være svært, fordi der er mange følelser involveret i situationen, er det måske også lidt vigtigt, at du passer lidt på de gode venskaber, du faktisk har – både med din veninde og din ven.
Måske ville det være en god idé at starte med at tale med en af dine forældre om det, hvis du synes, du snakker godt med en af dem? Det kan være godt at høre en anden persons syn på sagen – og måske kan du øve dig på, hvad du vil sige til din veninde og din ven?
Jeg håber, at du får talt med din ven og din veninde på en god måde, så de forstår, hvordan du har det.
De bedste hilsner og tanker
BørneTelefonen