Kære du
Uh, det kan fylde så meget, når man er forelsket. Det lyder til, at du er blevet ramt af forelskelse, når du hele tiden tænker på pigen, ikke kan falde i søvn eller koncentrere dig i skolen. Tak for dit brev, det er sejt af dig at skrive herind.
Gad vide, hvorfor du føler, at hun ikke synes om dig på nogen som helst måde og hvorfor I nærmest ikke skriver sammen mere? Jeg kan ikke sige, hvad hun tænker eller føler for dig. Men en måde, du kan finde ud af, hvordan hun har det er ved at vise hende mere interesse, så hun får et signal om, at du gerne vil hende. Det kan være smadder grænseoverskridende, fordi du jo ikke ved, hvordan hun vil reagere og om hun overhovedet har det lige sådan. Omvendt finder du heller ikke ud af, hvordan hun føler, hvis du ikke tager initiativ. Hvad tænker du om det?
Mit svar handler om forskellige måder, du kan vise interesse på. Jeg håber, at svaret på den måde vil kunne hjælpe dig med, hvad du kan gøre i den her situation.
En mulighed er, at du kan forsøge at skrive mere med hende igen. På den måde kan du vise, at du gerne vil tale med hende og du kan lære hende bedre at kende. Hvad tænker du om det og hvad ville være godt at skrive?
Du skriver, at du bliver bekymret over, at hun går med en anden dreng i skolen. Jeg kan godt forstå, at du tænker over, hvad de mon har sammen og hvad hun føler for ham. Måske kan du begynde at tage mere kontakt til hende i skolen. Det kunne for eksempel være ved at komme i snak med hende i frikvarteret eller måske at lave gruppearbejde med hende. Hvordan kan du komme til at tale med hende i skolen på en god måde? Det er i hvert fald en måde, hvor du måske kan få et hint om, hvorvidt hun også kommer hen til dig eller udtrykker, at hun gerne vil tale med dig.
Du har talt med en ven om, hvordan du har det med pigen. Det er sejt af dig, at du har åbnet dig op overfor en ven og fortalt så åbent om det. En hjælp for dig kan måske være, at du taler med en af dine venner om, hvad man kan gøre. Det kan være, at en af dine venner også har prøvet at være forelsket og måske har nogle gode råd. Hvem ville være god at tale med?
I forhold til, at du muligvis har Aspergers, så skriver du, at du er bekymret over hendes reaktion i forhold til det. Jeg tænker, om hun mon ved, at du muligvis har Aspergers og i så fald, hvordan hun reagerede? Jeg kan godt forstå, at du tænker over det. Vi er alle forskellige på mange måder og vi har alle forskellige egenskaber. Det er forskelligt, hvad vi lægger vægt på ved vores venner og kærester. Det kan være irriterende at få at vide, men måske handler det om at tænke på de ting man kan lide ved sig selv og samtidig forsøge at håndtere det man oplever som udfordrende bedst muligt. Giver det overhovedet mening?
Prøv at sende hende smil og få øjenkontakt med hende, så ofte det er muligt i skolen, det kan være en god måde at vise du er interesseret og at vise, du synes hun er sød. Og giv det så lidt tid og se, hvordan hun reagerer. Jeg vil anbefale du går ind på vores hjemmeside via dette link https://bornetelefonen.dk/tema/forelskelse, hvor du kan finder flere råd, både i forhold til at komme tættere på en man er glad for, men også råd i forhold til, hvis det skulle vise sig hun ikke er interesseret.
Jeg håber, mit svar har hjulpet dig lidt på vej? En hjælp kan eventuelt også være at tale videre om det med BørneTelefonen på nummeret 116 111. Her kan I tale sammen om, hvad du konkret kan gøre.
Mange hilsner fra BørneTelefonen.