Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

At føle sig brugt

Hej

For nogle måneder siden mødte jeg en fyr i byen, som jeg hurtigt blev ret vild med. Han var kærlig og gav mange komplimenter, hvilket jeg ikke kan stå for.

Vi kyssede og jeg fik hans nummer.

Dagen efter mødtes vi igen, og vi var sammen hver dag efter det.

Til sidst endte vi med at sove sammen, hvor han tog min mødom.

Jeg var dum og naiv, og jeg troede vi var kærester.

Men en dag kommer han så med en udmelding, der ødelagde alt. Han sagde, at vi var “venner med fordele” og intet andet.

Jeg blev rasende og har ikke set ham siden.

I 3 måneder har jeg troet vi kom sammen, men i hans øjne var vi åbenbart bare bollevenner. Jeg føler mig brugt og er såret over det.

Mine veninder synes jeg overreagerer.

Gør jeg det?

Var det naivt af mig at tage det som en selvfølge?

Og hvordan kommer jeg videre?

V.h. den sårede

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære den sårede.

Tusinde tak for dit brev. Jeg forstår rigtig godt, at du føler dig såret og rasende. Og jeg er rigtig glad for, at du skriver herind, for det er ikke rart, at gå med de følelser alene. Jeg synes bestemt ikke, at det lyder som om, at du overreagerer. 

At du føler dig rasende og såret, fortæller mig, at du havde følelser for drengen. Jeg kan godt forstå, at det føltes som et forhold, når I havde været sammem i tre måneder. Mon I snakkede om, hvad I var?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du er mest såret over, at I havde sex sammen og at han var din første, eller over at han blot ville være venner? Måske er det en blanding. Ens første gang er ofte en stor ting, så jeg kan godt forstå, hvis du havde forventet noget andet efterfølgende, end det, som det endte med.

Der er mange, der har store forventninger til deres første gang. Det lyder som om, at du gør, og har gjort, meget for at passe på dig selv. Og at det er vigtigt for dig, at være tryg. Derfor kan det også føles ekstra voldsomt og svært, når tingene ikke var, som du troede. Man kan måske føle sig snydt.

Det lyder som om, at han ikke har tænkt særlig meget på, hvordan det hele var for dig. Og det er jo ikke rart og trygt.

Når det er sagt, så kan du jo desværre ikke ændre det, der er sket. Måske kan det være rart at tænke på, hvad du kan tage med dig fra denne oplevelse.

For det første synes jeg, at du virker som en super stærk pige, der har et godt hjerte. Det lyder som om, at det er vigtigt for dig, at du bliver behandlet ordentligt og at du godt ved, hvordan du ønsker, at et forhold skal være for dig. Så næste gang du møder en dreng, kan du jo bruge denne oplevelse til at mærke efter, hvad der føles rigtigt, og hvad der føles forkert. Dit brev viser mig, at du er rigtig god til, at sætte ord på dine følelser.

Det er vigtigt, at den næste dreng du møder, ikke skal "straffes" for, hvad du lige har været igennem. Med det mener jeg, at man nemt kan blive bange for, at det hele skal ske igen. Men jeg tror, at det er de færreste drenge, der gør som ham fyren, du så. Og det kan jo være, at den næste dreng faktisk ønsker at være din kæreste.

Så når du nu er så god til, at mærke dig selv og beskrive hvordan du har det, så brug den styrke til, at fortælle hvordan du har det til andre. Og hvad du godt kunne tænke dig.

Alle de mennesker vi møder og alle de oplevelser vi får, gode som dårlige, er med til at forme os, til den vi er. Det er erfaringer, som vi må tage med os. Erfaringer som skal gøre os stærkere, så vi kan tage næste skridt på livets vej.

Du er selv med til at forme dit liv. Og med det gode hjerte du har, er jeg sikker på, at du nok skal møde de mennesker, der er rigtige for dig. 

Mange tanker fra

BørneTelefonen

 

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat