Afvisning

Kære hvem end der læser dette.

Jeg er en 13-årig pige i 7. Klasse. Jeg er ikke specielt populær, har aldrig været det, og er ikke interesseret i at blive det. Det der er med det, er at for ca. et halvt år siden tog en af drengene fra min klasse interesse i mig. Ikke romantisk eller noget, vi blev bare så småt venner. Siden jeg ikke rigtig har haft nogle drengevenner før, blev jeg overbevist om at jeg var forelsket i ham. På en lejrtur i september legede klassen s, p eller k. Jeg var med. Jeg blev bedt om at kysse den dreng fra klassen jeg syntes var sødest. Der var to problemer med det. Jeg havde ikke lyst til at nogen skulle vide hvem det var jeg kunne lide, og jeg havde ikke lyst til at kysse ham. Jeg kunne nok godt bare have sagt nej, men
a. Gruppepres
b. Jeg ville ikke udstødes fra gruppen, eller ses som kedelig
c. Jeg var interesseret i hvad han syntes om mig.

Jeg gik hen, var på vej for at kysse ham. Jeg fortrød halvvejs, så jeg kyssede ham ikke. Desuden trak han hovedet tilbage (vi var jo kun venner, og han var ikke interesseret i mere), og jeg gik igen. Senere gik jeg så hjem til mit værelse. Det gik op for mig at han nok ville tro at jeg var vildt forelsket i ham, og vi så ikke kunne være venner mere. Det gik så også op for mig at jeg egentlig heller ikke var interesseret i at være kærester med ham. Jeg faldt derefter i den værste depression jeg nogensinde har været i. Jeg var der bare helt hjælpeløs, med ingen at snakke med om det. Pigen der havde bedt mig om det i sp eller k, så så hvordan jeg havde det, og troede at det hele var hendes skyld. Jeg sagde til hende mange gange at det ikke var, men det er svært tro på nogen med ansigtet vådt af tårer. Det blev stort set ikke nævnt resten af lejrturen, og mig og drengen talte bare ikke sammen.

Nu er det 3 måneder siden. Det gør stadigvæk ondt at tænke på, fordi jeg mistede en ven, ved at dumme mig sådan. Man skulle tro at alle ville have glemt det nu, men nej. Der er den her anden dreng fra min klasse, som bliver ved med at minde folk om det. Han er den samme type som mener at han har ret til at sige hvad han vil, så længe der er nogen der griner af det, selv hvis om det sårer en anden person. På det seneste har han råbt op hver dag, om hvordan jeg blev afvist, og hvor sjovt det var. Mange af drengene griner af det. (Med undtagelser selvfølgelig. Ikke alle drengene fra min klasse er narrøve.). Det sårer mig virkeligt når han gør det. Han minder mig om den ven jeg har mistet. Altså vi taler stadigvæk sammen, men bare ikke som venner.

Det værste er at der er absolut ingenting jeg kan gøre ved det. Det er jo ikke fordi at han ikke ved det sårer mig. Altså det er jo en slags afvisning vi taler om. Jeg kan heller ikke forklare ham hvad der egentlig skete, fordi han er pisseligeglad. Han vil bare have at folk synes han er sjov. Jeg kan heller ikke bare råbe op at han skal holde kæft eller noget, fordi så viser jeg bare at det betyder noget for mig.

Jeg kan ikke klare tanken om at drengene nok bagtaler mig, at folk er overbevist om at jeg er dybt forelsket i en tidligere ven.
Hvordan får jeg dem til at stoppe? Hvordan kan jeg komme ud af den her kattepine?
Jeg bør ikke blive shamet for at vise noget sårbarhed. Hvorfor er der ingen der kan se det?

Venlig hilsen en pige i nød.

Ps. Pigerne fra min klasse har gjort deres bedste for at svare igen til drengene, men der er kun så meget som de kan gøre. Desuden er de også overbevist om at jeg er forelsket i ham.

Pps. Jeg ved godt at der er en risiko for at dem fra min klasse ser det her, men hvis jeg kan få hjælp er det det værd.