Afhængig af dig

Hej BB 🙂
Jeg har det egentlig ret godt nu, men der er noget galt. For omkring 10 uger siden skrev jeg en mail til min biologiske far, om at jeg ikke ville se ham mere. Jeg har hverken set eller hørt fra ham siden og det er jeg glad nok for, en aften i sidste uge brød jeg dog sammen i samme øjeblik som en stemme i mit hovede sagde ‘I miss my daddy’. Jeg græd ret voldsomt i 5 minutter, men stoppede igen fordi jeg overbeviste mig selv om at han ikke er værd at græde over.

Mit forhold til min far har altid været skrøbeligt. Ham og min mor var sammen i 7 år, men gik fra hinanden da jeg var 5 måneder gammel. Jeg har altid kendt ham, men han har ikke rigtigt formået at bygge et egentligt far/datter forhold op, så efter et par dybe skuffelser fra hans side, var det ikke bemærkelsesværdigt svært at sige farvel til ham. Jeg bruger ofte en halv til en hel time her på siden, hvor jeg læser andre unges breve, ikke noget specielt emne, bare for at slippe lidt væk fra mig selv.

Det er her til aften gået op for mig at det må minde om at slå op med en kæreste man har været sammen med i længe og elsker højt? Det tog mig alligevel to år, fra jeg overvejede at sige farvel til min far første gang, til jeg gjorde det endeligt – og det har gennem de to år kostet mange tårer og vågne nætter… Jeg ved ikke hvad jeg synes min far-situation minder mest om, at have mistet eller slået op, men jeg kan mærke at jeg ikke er færdig med at sørge eller ikke er ovre ham endnu.

En dreng fra min klasse begyndte at kunne lide mig i februar, det gik op for mig i slutningen af april. Lynhurtigt blev vi rigtig gode venner, alle sagde vi havde rigtig god kemi og det havde vi skam også, jeg havde bare ikke lyst til at være mere end venner. Heldigvis for os begge to har den her dreng bare utroligt meget mere tålmodighed end jeg har, så han nøjedes med at være min gode ven, mens jeg kyssede med en anden dreng, han lod sig i hvert fald ikke stoppe af at jeg ikke ville være hans kæreste lige der. 3,5 måneder senere havde han kysset mig på kinderne et par gange. En dag vendte jeg mig lidt og kyssede igen. Med det vidste vi godt begge to at vi kom sammen.

Lige siden jeg begyndte at snakke med ham i april har jeg syntes bedre og bedre om ham og sådan er det stadig i dag. Der skal måske ikke så meget til, men han betyder meget mere for mig end min ‘ex-far’ eller ‘afdøde far’. (Jeg kan ikke lide bare at kalde ham far, for han er der jo ikke. Han bor to timers kørsel væk fra mig, tror jeg, men i pricippet aner jeg intet om ham længere, ikke engang om han er i live). J, min kæreste, han betyder måske endda ligeså meget for mig som min mor og hun er virkelig top 1. Men det er det mit problem består i. Jeg ved slet ikke hvor meget han betyder for mig. Tit er han den eneste der kan nå mig, når jeg forsvinder lidt ind i mig selv. Han er den eneste der rummer mig, udover min mor.

Jeg tror jeg elsker ham, men hvad er kærlighed egentlig? Det føles som en fuldstændig uhåndterlig og stor substans der glider mellem mine fingre, på den anden sider former en blød pude unde mig. Jeg er tit lige ved at skrive ‘Jeg elsker dig’ i slutningen af en sms- eller facebook samtale, men noget stopper mig hver gang. Jeg ved ikke hvad.

Han har ikke direkte sagt at han elsker mig, men det ved jeg han gør. Jeg snakker med ham hver dag, om alt og ingenting og så længe jeg har ham skal alt nok gå, føler jeg. Min biologiske far har haft en rigtig negativ indvirkning på mit forhold til mine egne følelser og jeg ved ikke om jeg elsker eller er forelsket i eller bare godt kan lide min kæreste. Kan det jeg skriver og måden jeg skriver det på give nogle hints til hvad jeg føler? Hjælp mig… Jeg beklager det lange brev. Nogle af tingene har jeg aldrig sat ord på før nu.. I øvrigt tænker jeg, at det er baggrundsviden for at forstå mig.

Hilsen e