Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ældre kæreste

Hej.

Jeg er en pige på 14. Jeg har skrevet med den her dreng, i snart et halvt år.

Jeg har mødtes med ham 2 gange. Han kan godt lide mig og jeg kan lide ham… Men han er 19 ( altså 5 år ældre end mig).

Jeg har virkelig mange følelser for ham. Og han har det på samme måde… Er det forkert?

Mine forældre er skilt… jeg bor ved min mor det meste af tiden. Og Det er derfor også hende der kender alle til alle mine venner og veninder.

Men hun kender ikke til ham her… Mest fordi jeg ikke tør fortælle hende det.

Jeg er bange for hvordan hun ville reagere, da han jo er det ældre end mig. Men han gør mig sygt glad. Han behandler mig ordentligt.

Men jeg ved at min mor ikke ville synes om at han er ældre end mig… jeg tør ikke engang tænke på hvad min far ville sige…

Jeg er så bange for at de ville forbyde mig at se ham.

Faktisk kender ingen til ham..

Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle det?

Er det egentlig ulovligt nu hvor jeg er under 15?

Hvad ville være den bedste måde at fortælle ens mor om sådan noget?

håber i kan hjælpe…

Mvh. Den 14 årige pige

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Jeg kan godt forstå, at det fylder meget at være vild med en fyr og samtidig være alene om det.

Det er ikke ulovligt, hvis I bliver kærester. Det må I gerne. Men det er faktisk ulovligt for ham, hvis I har sex, inden du fylder 15 år. En over 15 år må nemlig ikke have sex med en under 15 år.

Det vigtigste er også, at du mærker efter og overholder dine egne grænser. Du skal huske, at du har ret til at sige nej, hvis der er noget, du ikke føler dig klar til eller ikke har lyst til.

Du skriver, at du er i tvivl om, hvordan du kan fortælle det til din mor.

Jeg kan godt forstå, at det kan være rigtig svært at starte den snak, når du har gået alene med det så længe. Men jeg synes også, at du skal fortælle hende det. Det er så hårdt at holde på en hemlighed. Og skulle der ske noget, hvor du får brug for hendes hjælp, så er det langt bedre, at hun kender til fyren inden.

Mon du kunne gå en tur med din mor og fortælle det? Eller måske vise hende brevet her og forklare, at du har brug for, at hun lytter? Jeg tænker, at din mor vil være glad for, at du fortæller hende det og for, at han gør dig glad og behandler dig godt, som du skriver. Måske vil din mor have det svært med aldersforskellen. Så kan det måske være en idé, hvis du foreslår, at I ses hjemme hos dig ? Så får din mor mulighed for at møde ham og se, at han er sød.

Jeg håber, at du kan få det fortalt til din mor. Hun kan sikkert godt sætte sig ind i, hvordan det er at være forelsket. Og ved, at kærlighed ikke kender alder. Måske har hun endda prøvet noget lignende engang? Jeg tror også, det vil være rart for dig at få det sagt, så du ikke længere skal gå alene rundt med det.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat